Tilskudspulje på 200.000 kroner oprettet til mårhundejægeres indkøb af vildtkameraer og fælder

Af Miljø- og fødevareministeriet

Mårhunden er netop opdaget på Fyn, men skal ikke have lov til at brede sig. Mårhunden er en trussel mod den danske natur blandt andet fordi, den æder fugle, padder og pattedyr.

Derfor har miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i dag sluppet en såkaldt judasmårhund løs ved Ejby på Fyn. Mårhunden er gps-mærket og skal lokke en mage til. Når de er fanget, bliver de skilt ad, og judasdyret sendt af sted igen.

Samtidig har miljø- og fødevareministeren åbnet en pulje på 200.000 kroner til tilskud til mårhundejægeres indkøb af vildtkameraer og fælder.

Der er i dag flere tusind mårhunde i Jylland og vi gør alt, hvad vi kan, for at holde bestanden nede. Nu er den netop kommet til Fyn, og her skal den hverken have lov til at brede sig eller sprede sig videre til Sjælland. Den er en trussel mod vores natur, og vi skal have bugt med bæstet. Derfor intensiverer vi nu jagten, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Bestanden af mårhunde i Jylland er i dag oppe på mellem 2.000 og 3.000 mårhunde. Flere jyske jægere er gået sammen om at bekæmpe mårhunde. Resultaterne har været så gode, at miljø- og fødevareministeren gerne vil opfordre flere jægere til at slå sig sammen om at bekæmpe mårhunde på de arealer i Jylland og på Fyn, hvor de har jagtretten.

Hvis vi skal forhindre, at der bliver ti gange så mange mårhunde i Danmark i løbet af de næste fem år, kræver det også en aktiv indsats af så mange jægere som muligt overalt i Jylland og på Fyn. At opspore og bekæmpe mårhunde kan være et tidskrævende arbejde, og derfor er jeg glad for, at så mange jægere har taget opgaven på sig og vil hjælpe med at få udryddet mårhunden fra den danske natur, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Hvis man som jæger er interesseret i at søge om tilskud til indkøb af vildtkameraer og fælder, skal ansøgning indsendes til Miljøstyrelsen inden den 9. december 2018.

Fakta om mårhunden

•    Mårhunden stammer fra Østasien. Den blev udsat for mellem 70 og 90 år siden i Sovjetunionen og har herfra spredt sig til Tyskland.

•    Bestanden i Danmark er formentlig efterkommere af tamme dyr, der er undsluppet fra fangenskab, samt dyr der er indvandret fra Tyskland.

•    Mårhunden blev første gang registreret i naturen i Danmark i 1980 ved Vejle.

•    Fra 1995 til 2003 blev 25 mårhunde registreret. Siden er antallet steget kraftigt.

•    Mårhunden kan bevæge sig op mod 200 kilometer på land og kan også krydse fjorde på op til ti kilometer.

•    Mårhunden er et altædende rovdyr og spiser alt fra ådsler til krebs, fisk, insekter, små pattedyr og fugle.

•    Mårhunden er på størrelse med en ræv og kan veje op til ti kilo.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...