Da russiske styrker i 1945 nærmede sig Berlin, sprængte generalfeltmarskal og reichsjägermeister Herman Göring sit jagtslot  i luften, men historien om det pompøse jagtslot lever endnu

Tekst: Henning Kørvel

Fra 1933-1945 ejede generalfeltmarskal og reichsjägermeister Herman Göring jagtslottet Carinhall i Schorfheide nordøst for Berlin. Han udsmykkede det med kunst og møbler, som for en stor dels vedkommende var stjålet i de besatte lande i Europa. Da russiske styrker i 1945 nærmede sig Berlin, tømte Göring slottet og sprængte det i luften, mens han bragte sig selv og sine værdier til Berchtesgaden i Sydtyskland. Der blev han anholdt af amerikanske styrker, og mens nogle værker blev leveret tilbage til de tidligere ejere, så spredtes andre for alle vinde, og nogle værker udbydes stadig til salg.

Rigsmarshall og rigsjægermester Herman Göring (12. januar 1893 – 15. oktober 1946) havde hang til luksus, og da han i 1933 blev udnævnt til ministerpræsident i Preussen, kom det kejserlige jagtrevir Schorfheide nordøst for Berlin under hans jurisdiktion, og som Hitlers de facto anden mand passede det ham fint, fordi han var på udkig efter en passende bolig.

Han kastede blikket på Jagdschloss Hubertusstock, der var opført af Frederik Wilhelm III, og han anså jagtslottet som et symbol på den aristokratiske, herskende klasse. Göring der havde været medlem af nazistpartiet siden 1922, mente derfor, at det var passende, at han overtog den eksklusive jagthytte. 

Kejser Wilhelm II (27. januar 1889) – 4. juni 1941) nægtede fra sit eksil i Holland ham adgang til den, men også fordi den dybest set ikke havde det glamourøse look, som Göring ønskede, fandt han en grund på 120 hektar ved siden af Grosdöllner See, som den preussiske stat passende gav ham. 

Her lod han opføre et toetages træpalads i svensk stil på 230 kvadratmeter, og i foråret 1934 flyttede han ind. Arkitekten var Werner March, som designede Berlin Olympiske Stadion.

Efter hans første kone, svenskeren, Carin (21. oktober 1888 – 17. december 1931), der var død af tuberkulose, kom jagtslottet til at hedde Carinhall, og udover et overdådigt maleri af hende var det udsmykket med eksklusiv kunst, som Göring løbende havde erhvervet, blandt andet ”Leda med sine børn” af Giampietrino, men under krigen plyndrede han velhaveres boliger i de besatte lande for kunst, møbler og andre værdier.

Celebre gæster

Selv om han yndede at beskrive sig selv som en mand af folket, beordrede han alle besøgende til at holde sig væk, og han gik endda så vidt som til at forbyde kortproducenter til at nævne Carinhall.

Hitler godkendte statslig finansiering af den overdådige ejendom mod, at Göring indvilligede i at overtage opgaven med at være vært for statsgæster og udenlandske honoratiores. 

Carinhall, der havde et personale på 20 personer, har således haft besøg af Kongen af Siam, Hertugen og hertuginden af Windsor, Musssolino, Edward Wood og Japans udenrigsminister Matsuoka Yosuke.

Göring byggede en krypt til Carin, der var død i Sverige i 1931, og hun blev overført til Carinhall i en zinkkiste, fremstillet i Eberswalde. Processen var overdådig som en statsbegravelse. 

Da Herman Göring blev ministerpræsident i Preussen, fik han kig på Jagdschloss Hubertusstock som bolig, men fordi den eksilerende kejser Wilhelm II ikke ville give ham lov til at bruge det, og fordi det ikke var pompøst nok, opførte han Carinhall ved Grossdölner See.

Hele den nazistiske elite, herunder Hitler, var til stede, uagtet at Carin på det tidspunkt havde været død i over tre på. Herman Göring havde også planlagt at skulle stedes til hvile i krypten, men det gik imidlertid anderledes, fordi han efter dødsdommen i Nürnberg-processen snød bødlen ved at begå selvmord med en cyankalium-kapsel.

Carinhall forvandlede sig snart til andet og mere end Görings bopæl. Kun cirka 85 kilometer fra Berlin var Carinhall alligevel afsondret, og Göring kunne her flygte ind i sine egne fantasier. Hans svenske slægtninge kom regelmæssigt på besøg, selv om Göring i 1935 havde giftet sig med skuespilleren Emmy Sonnemann (24. marts 1893 – 8. juni 1973). 

Fordi Hitler foretrak ungkarlestilen udadtil, blev Emmy den såkaldte førstedame i Nazityskland, og i bryllupsgave gav bilindustrien hende og Göring en luksusyacht ”Carin II” i bryllupsgave, og yachten findes den dag i dag i Det Røde Hav.

Fordi Göring nu besluttede at bo permanent i Carinhall, blev stedet udvidet til et andet ”Führerbau”. Arbejdet blev afsluttet i 1936 og var så overdådigt, som man kunne forvente.

Carinhall havde således sit eget løvebur til løver, som blev lånt i Berlin Zoo. Et massivt bibliotek, en jagthall, og al anden moderne luksus, man kunne ønske sig. På loftet havde Göring installeret sin Märklin modeljernbane, og han er fotograferet sammen med Hertugen af Windsor (før sin abdikation Edward VIII), hvor de kører med togene.

Fordi Göring havde tæt kontakt til Hitler, gæstede føreren ofte Carinhall, men Hitler brød sig ikke om naturen omkring pragtslottet. 

Et af Hitlers mest bemærkelsesværdige besøg på Carinhall fandt sted i 1938 i anledning af dåben af Görings datter, Edda (2. juni 1938 – 21. december 2018). Han var ikke blot var den mest fremtrædende nazist i eventen, men også Emmas gudfar.

Efter Anden Verdenskrig endte Edda med at omgive sig med angrende nazister og fascister, og hun forsøgte forgæves flere gange at få den bayerske stat til at udlevere kunstgenstande, som havde været ejet af hendes far. 

Edda blev aldrig gift, men arbejdede som lægesekretær i Bayern. Hun døde i München 21. december 2018, men angrede aldrig sin fars forbrydelser mod menneskeheden. Hun er stedt til hvile i Waidfriedhof i München.

Over 4.000 kunstværker

Eddas fødsel blev en event, der fik Göring til at udvide og fordoble Carinhalls areal med en 400 kvadratmeter stor messehal med et panoramavindue magen til det, Hitler havde i Berchtesgaden i Obersalzberg, men blot lidt større. En pool blev tilføjet, en ny biblioteksfløj og en stor balsal. Og staten betalte.

Göring tilføjede endda en miniatureudgave af Schloss Sanssouci til Eddas underhold.

Fordi Göring var chef for Luftwaffe, gjorde han langsomt Carinhall til sit uofficielle ministeriums hovedkvarter. Selv om Luftwaffe havde til huse i en bygning i Berlin, som i dag huser Tysklands finansministerium, så hele hans personale frem til at møde deres chef i Carinhall. De fleste andre militære grene havde også flere officielle og hemmelige hovedkvarterer uden for Berlin. 

Indgangen til Carinhall lader ingen i tvivl om stedets storladenhed.
Slottet havde et personale på 20 plus vagter.

 

Efter invasionen i Normandiet 6. juni 1944 og de allieredes indtagelse aF Paris forfremmede Hitler Göring til rigsmarshall. Det skete i carinhall, og det var også her, Göring beordrede Reinhard Heydrich (7. marts 1904 – 4. juni 1942) til at fremlægge en endelig løsning på ”det jødiske spørgsmål”.

Göring var fanatisk kunstsamler. Og allerede før han flyttede ind i Carinhall, havde han en kæmpe samling af værker fra kunstnere, klassificeret som ”degenererede” såvel som fra samlere, som havde været tvunget til at forlade landet og andre kilder. 

Det var dog ikke nok. Da Tyskland erobrede Belgien, Frankrig og Holland, så han muligheden for at øge sin kunstsamling, og han rejste til Paris ikke færre gange end 20 for at se på beslaglagt kunst.

Han havde Einsatzstab Reichsleiter Rosenberg og hans egne, såkaldte Devisenschutzkommandos til systematisk at plyndre og kategorisere kunst. 

Med over 4.000 kunstværker var Göring snart ved at løbe tør for plads til at fremvise sine plyndrede skatte. Det blev sagt, at hans kældre var fulde af malerier og statuer, som han ikke havde plads til at præsentere, men han havde en masterplan, fordi han havde planlagt at ville gøre Carinhall til et gigantisk kunstmuseum – Norddeutsche Galerie – som det var hensigten, skulle indvies ved hans 60-års fødselsdag i 1953, men rigets fald forpurrede planerne.

Ved udbruddet af Anden Verdenskrig havde Göring befæstet skovpaladset med massive underjordiske bunkere, men krigens gang med flere bombeangreb over Tyskland gjorde det nødvendigt at øge sikkerheden omkring Carinhall, og på et tidspunkt blev stedet bevogtet af 200 soldater.

Tre flaktårne blev bygget omkring jagtslottet, og senere blev yderligere seks flaktårne opført. Som det ikke var nok, beordrede Göring, at der skulle bygges en ”lokkedue” syv kilometer mod nord for at narre de allierede bombefly, der fløj på togter ind over Tyskland. 

En mindre pionerenhed havde til opgave at bemande ”lokkeduen” og skabe overbevisende aktiviteter til at overbevise allierede bombefly om, at det var det rette mål, de bombede. Mens Berlin stort set blev bombet til aske, blev Carinhall ikke ramt af bomber.

Carinhall sprængt i luften i april 1945

Göring må allerede i 1943 have haft en fornemmelse af, at krigen ikke gik så godt for Tyskland, for han besluttede nemlig, at en stor del af hans samling skulle flyttes til en ombygget saltmine i Altausee i Østrig, og i januar 1945 besluttede han at flytte det meste af den resterende samling til tunnelerne i Berchtesgaden, hvor også ¨NSDAP havde sin administration. 

Göring forlod Carinhall 20. april 1945 for at deltage i Hitlers 56-års fødselsdag i førerbunkeren i Berlin og drog herefter til Berchtesgaden og udtalte, at ”vigtige opgaver ventede ham i Sydtyskland”.

Før han forlod Carinhall, gav han en lille enhed af Luftwaffe-soldater ordrer til at sprænge Carinhall i luften, så snart de kunne se de russiske styrker. Ved hjælp af over 80 flybomber fulgte soldaterne ordren 28. april 1945.

De amerikanske styrker havde under fremrykning gennem Bayern fundet dele af Görings kunstsamling, selv om noget af den allerede var blevet plyndret i krigens sidste dage. 

Göring var selv ivrig jæger, og udover Schorfheide jagede han på Rominten Heide i Østpreussen, hvor denne kronhjort blev nedlagt.

Selv blev Göring taget til fange af amerikanerne 7. maj 1945 i Schloss Fischhorn i Salzburger Pinzgau.

Under Nürnberg-processen pralede han stadigvæk med Carinhall, og i håbet om at kunne skære en aftale til med sine fangevogtere udbredte han sig om en skjult hemmelig skat. Efter sin dødsdom begik Herman Göring selvmord 15. oktober 1946 med en kapsel cyankalium.

Det virkede, som om Göring havde så meget kunst, at han ikke vidste, hvor han skulle skjule det hele. Rygter gik om underjordiske bunkere og kunst, der var blevet dumpet i Grosdöllner-søen. 

Alt det, som Göring ikke nåede at skjule andre steder, blev sprængt i luften sammen med Carinhall. Ruinerne blev ikke efterladt uberørt efter den tyske kapitulation. Den lokale befolkning bjærgede således møbler, lysekroner, marmor og alt andet, de kunne bruges, og som stadig findes i hjem på egnen.

I årenes løb svandt Carinhall langsomt ind. Delstaten Brandenburg sprængte således resterne af det tidligere pompøse bygningsværk væk, men rygterne om den skjulte skat forblev intakt. 

Selv det østtyske sikkerhedspoliti, Stasi, brugte meget tid på udforskning af området, fordi de havde mistanke om, at det legendariske ”Amber Room” var skjult her. Men ikke overraskende blev det ikke fundet. 

Derimod dukkede to skulpturer, der tidligere havde stået i parken ved Carinhall op. Et stort bronzeværk ”Kämpfende Amazone” dukkede således op i en park i Eberswalde, hvor den stadig kan ses den dag i dag. 

En stor bronzeskulptur ”Kronenhirsch” af Johannes Darsow, som han havde skabt til den internationale jagtudstilling i Berlin i 1937 og var modelleret efter en hjort – ”Raufbold” – som Göring havde skudt 9. februar 1936 på reviret Rominten Heide i Østpreussen, endte efter Carinhall først i parken ved Schloss Sansoucci i Potsdam for i 1969 at blive flyttet til Tierpark i Berlin, hvor den stadig kan ses.

Besøges af skattejægere

I DDR-tiden blev Jagdschloss Hubertusstock brugt af staten, og Erich Honecker (25. august 1912 – 29. maj 1994) holdt mange jagter her med deltagelse af ofte udenlandske honoratiores, og Schorfheide har således været benyttet af både konger, kejsere, Weimarregeringen, Nazister og senest DDR-regimets tyranner.

I juli 1990, da DDR var ved at ophøre med at eksistere som stat, besluttede indenrigsministeriet at undersøge, om rygtet talte sandt, at der skulle være dumpet blandt andet skulpturer i Grossdölner See. Dykkere fandt flere statuer. Nogle af disse kan ses på Schorfheidemuseet, men skattehistorien slutter ikke her. 

Carinhall forblev en magnet for skattejægere med metaldetektorer. Mange af disse fandt genstande fra sølvservietringe over bestik til medaljer, vaser og knapper.

Det, der startede den intense skattejagt, var opdagelsen af indgangen til bunkeren under Carinhall, som tyskeren Claus Funke gjorde, og indgangen var næsten intakt. 

I løbet af halvandet år fandt han 300 kg kinesiske, romerske og græske keramikskår, og sammen med statuer og gyldne kommodebeslag overgav han fundene til Museum für Vor- und Frühgeschichte i Berlin. Den dag i dag graver folk stadig i grunden ved Carinhall i håb om at finde rester af Görings pragt.

Selve bunkeren er blevet flagermusreservat, og indgangen er lukket, men det er dog ikke til hinder for, at folk stadig prøver at komme ind i tunnelen. 

Selv om de lokale myndigheder gør, hvad der er muligt for at undgå, at folk valfarter til stedet, så opsøges det på Hitlers fødselsdag af nynazister, og til trods for, at stenmarkører fjernes af myndighederne, så retableres de af nynazister.

Det mest markante, der er tilbage af Carinhall, er to indgangsporte og de tilstødende huse, som engang tilhørte vagttropperne. 

Carinhall blev med tiden et stort bygningskompleks.
Statuen er ”Kempfende Amazone”, der i dag kan ses i en park i Eberswalde.  

På vagttårnene ses stadig Görings insignier – to krydsede marshallstave. En af de originale marshallstave findes på National Infantery Museum, Fort Benning, Columbus, USA og det andet på West Point Museum.

Forbipasserende fandt i 1951 resterne af et lig, og det mentes, at det var resterne af Carin Gøring, men skattejægere fandt i 1991 en kiste med menneskelige rester, og DNA-undersøgelse fastslog, at det rettelig var Carin Görings. De blev stedt til hvile i Sverige.

Spor af Carinhall er det nemt at finde. Jorden på stedet er fyldt med huller, og metalfragmenter stikker ud af jorden. Selv om jorden næppe gemmer værdifulde skatte, så besøger skattejægere stadig tomten i håb om at finde en flig af vores fælles historie, der blev skrevet i Schorfheide.

Men det sidste ord er ikke sagt endnu, for nogle af Görings efterladenskaber bliver stadig solgt fra en amerikansk hjemmeside.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »