Et forholdsvist stille duetræk kan være en god begyndelse for den unge jagthund, som fra skjulet kan testes i flere af de ting, som en uddannet  jagthund skal beherske

Af Michael Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

Selv om enhver jæger drømmer om et godt duetræk, er det som nævnt ikke ønskeligt at løbe ind i drømmetrækket første gang, man er på jagt med sin nye apportør.

Her er det en fordel, at der er minutter mellem chancerne, så de forhåbentlig positive oplevelser har tid til at fæstne sig. Tre positive oplevelser kan udviskes af bare en negativ, såfremt den opleves i umiddelbar tilknytning til de foregående.

En jagt med en lille håndfuld duer på tasken og et tilsvarende antal uudnyttede chancer er et særdeles godt resultat. På sådanne dage er der tid til at snakke med hunden og give den et rigtig godt førstehåndsindtryk af jagten.

I trækkets mere stille perioder kan man desuden træne hunden i nogle af de ting, som den allerede behersker, navnlig dirigering og frit søg, da det under duejagt primært er disse discipliner, der bliver brug for.

Selv om det ikke er nødvendigt at lade hunden hente mere end en eller to nyskudte og endnu ikke menneskeberørte duer, kan man udmærket arbejde med de allerede hentede eller apporterede duer.

Fra skjulet kan man evt. lære hunden, at man i visse situationer vil have duerne bragt til skjulet i en bestemt rækkefølge.

Som oftest vil det primært dreje sig om situationer med anskudte duer, som ikke må lide længere end højst nødvendigt. I andre tilfælde ønsker man blot de skudte duer væk fra indflyvningsbanen så hurtigt som muligt. Duer, som faldt i højt græs, kan derimod godt vente. Også i sådanne tilfælde er det en fordel, at man er i stand til via dirigering at kontrollere begivenhedernes rækkefølge.

Apportering af anskudte duer

Sker det, at man skyder til en due, der tegner for skuddet men alligevel holder sig på vingerne, må man i første omgang forsøge at bremse den med endnu et skud. Det er ikke en god idé at sende hunden efter den lavtflyvende fugl i håb om, at den er fremme ved nedfaldsstedet kort tid efter, at duen mister pusten og falder mod jorden.

I reglen lykkes det de anskudte duer at nå et nærliggende træ, hvor de sætter sig. Ofte vil duen ret hurtigt forende og falde mod jorden, og ser man duens fald, kan man blot samle duen op, når trækket ebber ud, og jagten indstilles.

Men omvendt sker det også, at den ramte due kommer til kræfter. Skuddet var med andre ord ikke så dødeligt, som det i første omgang tegnede til. Derfor bør man altid nærme sig den påskudte due med bøssen i anslag samtidig med, at man gennemser trætoppene for synet af den hårdt ramte due. Af og til bliver duen siddende, selv om man kommer den nær. Mere almindeligt er det dog, at den kaster sig fra grenen, når den føler sig opdaget. Her må jægeren være hurtig med sit skud. Duen, der på den måde nedlægges, hentes af jægeren, da den unge hund endnu ikke bør koble lyden af skud og synet af fuglevildt sammen med apportering.

Er duen som sunket i jorden, kan det som antydet tidligere være præcis det, der er sket. Da skal duen oftest findes under det træ, hvor den satte sig. Kan man ikke finde fuglen, kan man i de tilfælde, hvor man føler sig sikker på, at duen ikke opholder sig i træerne, slippe hunden med ordene søg apport.

Under en blæsende efterårsjagt på fasaner løb vi engang på et fantastisk duetræk. På et tidspunkt kom en af de mange flokke os for nær, og der faldt et par skud. Desværre fortsatte en af de ramte duer på stive vinger. I den kraftige vind nåede den langt, før den kantede sig ned i en lille remise med høje graner.

Jeg var overbevist om, at duen var forendt og satte hunden ind i granernes mørke, alt imens min kammerat krøb i skjul for de tiltrækkende duer på remisens modsatte side. Men hundens eftersøgning i granerne var resultatløs, selv om jeg følte mig sikker på, at duen for længst var forendt. Den sikre due var pludselig ikke længere så sikker, og jeg masede mig gennem granerne for ved selvsyn at undersøge sagen.

Duen var borte, selv om en lille bunke fjer på den golde granbund fortalte, at duen havde haft jordforbindelse.

Den sad altså næppe i grenene, og det hele så meget mærkeligt ud. Ikke mindst, da hunden overhovedet ikke viste fjerene og nedfaldsstedet interesse. Jeg opgav og opsøgte atter min kammerat, som kunne få det hele til at falde på plads. Han fortalte, at en stor duehøg var fløjet bort med den skudte due i fangerne i samme øjeblik, vi begyndte eftersøgningen. Beskyttet af jagtloven sejlede den store rovfugl sejrstolt forbi ham på blot 15 m afstand.

Når hunden ikke vil apportere duer 

Skulle hunden af den ene eller anden årsag ikke ønske at apportere de skudte duer, må man  undlade at tvinge den. Da må man vente til dagen efter jagten, hvor hunden under vante omgivelser kan hente de kolde og udlagte skovduer. Som regel helt uden problemer. Under næste jagt kan man begynde med at kaste en af de første duer, der nedlægges. Nu er overgangen minimal. Hunden kender lugten af den kolde due, og den kender lugten af sin ejers berøring. Den eneste forskel er, at duen er varm.

 

                Efter et par forhåbentlig positive apporteringer, kan man gå tilbage til skjulet. Den næste due, som falder, apporterer man på samme måde. Betyder det, at man skal forlade skjulet, må man efterligne de foregående oplevelser med de skudte, men berørte duer. Har hunden først taget det første skridt, er slaget vundet og en dueapportør forhåbentlig født.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »