– Trofæjagt i Afrika er på retur og indtægterne er ikke længere i stand til at betale for det økologiske fodaftryk, som jagten efterlader. Det konkluderer forfatter bag IUCN rapport

Af Redaktionen 

Trofæjagt er i almindelighed anerkendt for at bidraget til vildt- og naturbevarelsen i Afrika.

Uden indtægter fra jagtturisme er det ikke muligt at opretholde beskyttelsen af vildtet i de mere marginale områder, som man finder uden for de nationalparker, som fototurister og andre safarigæster valfarter til hvert år.

Desværre ser det ud til, at denne antagelse er ved at smuldre. 

En lange række vildtbestande er beskyttet og genetableret ved hjælp af jægerpenge. I følge forfatter til IUCN-rapport og artikel i Africa Geographic er man dog flere steder i Afrika kommet til det punkt, hvor jægerne ikke længere er i stand til at beskytte vildtet.

Forfatter bag IUCN rapport omtalt i Africa Geograpfic hævder, at trofæjagt er på retur og at indtægterne fra denne del af Afrikas turisme er faldet til et niveau, hvor jagtoperatørerne ikke længere er i stand til at opretholde et værn mod krybskytteri og ulovlig landbrugsdrift. To forhold, der konstant truer Afrikas vildtområder i takt med, at befolkningen tager til i antal.

Jagtzoner opgives 

– Lande som Senegal, Niger, Tchad, CAR, DR Congo, Sudan, Malawi og Angola har mistet 90% af de områder, der tidligere var tilgængelig for  storvildtjagt, mens lande som Kenya, Gabon, Elfenbenskysten og Botswana (genåbnet) helt har valgt at lukke for trofæjagt.

Det konkluderes Bertrand Chardonnet, der også bringer sorte nyheder fra Tanzania, der regnes som Afrikas absolut førende nation inden for jagt på ikke hegnet storvildt. 

” I Tanzania er 110 af 154 jagtzoner opgivet, fordi de ikke længere er rentable til storvildt /trofæjagt.”

I følge forfatteren betyder det, at 140.000 km2 eller et område fire gange så stort som Tanzanias nationalparker til sammen ikke længere beskyttes mod ulovlig jagt og landbrugsdrift som opdyrkning og afgræsning med husdyr. 

Løvejagt

Afrika er flere gange større end EU, og derfor går udviklingen i forskellige retninger, når fordele og ulemper ved trofæ- og stortvildtjagt skal vurderes. Generelt går vildtbeskyttelsen dog ned, når befolkningstilvæksten går op og den beskyttelse, som jægerne tidligere har kunne mønstre mod ulovlig jagt og landbrugsdrift, er i følge forfatter til rapport ikke længere tilstrækkelig. Ulemperne opvejes ikke længere af fordelene, mener han.

Tanzania fremhæves ofte som eksempel på, at trofæjagt er godt for bevarelsen af vildtet – ikke mindst det vildt, der ofte konflikter med de interesser, der knytter sig til landbrugsdrift. 

Hvor den jagtfredede nabostat Kenya har oplevet et dramatisk fald i løvebestanden på grund af ofte ulovlig efterstræbelser med bl.a. forgiftet kød, har Tanzania været i stand til at fremvise en langt større bestand af løver. 

Når løver også er indtægt

Forklareingen på dette misforhold mellem de beslægtede nabolande har været, at løver i Tanzania ikke kun er forbundet med udgifter. Det er også lig med indtægter, når velhavende jagtturister gæster landet. 

Men også denne forklaring står i følge forfatteren for skud.

Han mener at kunne aflæse i statistikkerne, at Tanzania ikke længere har de løver, som de burde, for at kunne leve op til erklæringen om kun at nedlægge løver over seks år. 

En stor del af de nedlagte trofæ-løver er for unge, hvilket han tager som tegn på, at bestanden er vigende og at det er blevet vanskeligt at finde en fuldvoksen hanløve på mindst seks år til trofæjægerne. 

Han begrunder desuden dette med, at antallet af løvelicencer er faldende. 

I perioden fra 1996-2006 blev der i gennemsnit årligt nedlagt 243 løver af trofæjægere. I 2015 var dette tal reduceret til 39.

Hvorvidt denne udvikling også er båret af det faktum, at en række lande har lukket ned for import af løvetrofæer, står lidt uklart.   

Er det begyndelsen til enden for elefantjagt?

Samme tendens spores, når fokus rettes mod Tanzanias kontrolerede elefantjagt. 

Her kan man også spore en meget negativ udvikling, selv om landet huser  kontinentets måske største elefantbestande.

I 2010 nedlagte trofæjægerne 96 elefanter. I 2016 var dette tal faldet til 2. En tendens der ikke kun kan forklares med faldet i antallet af elefanter og herunder store hanelefanter, men også de forbund mod import af elefanttrofæer, der har ramt elefantjagten i Tanzania. 

Dette forbehold taget i betratning, er situationen dog alligevel alvorlig for jagtturismen i den klassiske storvildtnation. 

Hvor det tager seks år for en løve at blive til en mankeløve til en omregnet værdi af flere hundrede tusinde danske kroner, tager det meget længere tid for en hanelefant at udvikle så store stødtænder, at den kan betegens som en trofæ-elefant.

Det massive krybskytteri, der har hærget landet de seneste år, kan derfor i princippet være det endelige dødsstød for trofæjagt på elefanter i Tanzania, lyder det fra forfatteren.    

Udviklingen i afskydningen af hhv løver og elefanter i Tanzania ses herunder. (Kilde IUCN-rapport)

Graph showing number of lions and elephants shot per year in Tanzania
 
 

 

Ikke nok jægere

Bertrand Chardonnet konkluderer også, at årsagen til, at storvildtjagt i Afrika åbentbart er på retur, bunder i, at der ikke længere kommer nok nye jægere til i de lande, der traditionelt sender jagtgæster på storvildtjagt i Afrika. 

Frankring og ikke mindst USA har ikke det antal jægere, som de havde for få år siden og det menes også at påvirke jagtturismen og dermed vildtbeskyttelsen i afrikanske jagtområder.  

Hvordan denne udvikling influerer på tilgangen til Afrika, er dog vanskeligt at spore, da det ifølge rapportere er vanskeligt at få adgang til de konkrete tal. 

I Sydafrika påpeges det dog, at man har oplevet et fald på omkring 60% over de sidste år. Her er udviklingen gået fra 16.594 udenlandske jægere i 2008 til 6.539 i 2016.

Dåseløver og image

Også i nabostaten Namibia opleves en negativ udvikling i antallet af jægere, der besøger landet. Også selv om Namibia er gået fri af den negative omtale, der har ramt Sydafrika pga jagt på såkaldte dåseløver og fremelskning af farvevarianter af vildt, som skal tilfredsstille trofæsamlere, der f.eks. ønsker en Golden Hartetbeest til samlingen af normal farvede. 

Udviklingen blandt udenlandske jægere i Namibia ses i grafen herunder, som er hentet fra rapporten.  

Evolution in the number of foreign hunters in Namibia from 2007 to 2013

Faldet i antallet af jægere, der besøger afrikanske jagtområder, påvirker vildtbeskyttelsen i en sådan grad, at et stort antal jagtområder ikke længere har råd til at beskytte områderne mod ulovlig jagt og landbrugsdrift. 

I følge forfatteren betyder det, at der opstået ubalance mellem fordele og ulemper ved storvildtjagt og trofæjagt. 

– Storvildtjagt og trofæjagt kan ikke længere betale for negative fodaftryk det trods alt efterlader,

lyder det i følge forfatteren til rapporten. 

 

Kort om forfatterren bag rapporten Bertrand Chardonnet

Er uddannet dyrlæge og efter en doktorafhandling i Guinea Bissau om vildtforvaltning og har siden 1985 fungeret som rådgiver i en lang række vestafrikanske lande, hvor han bl.a. har været med til at udvikle strategier for bæredygtig forvaltning af afrikanske naturområder.  

Chardonnet har arbejdet i 40 afrikanske lande, og i dag fokuserer han på træning, økoturisme og fotografering af de vilde dyreliv.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...