I disse tider er der ikke de store muligheder for at kunne prale af sine ulovligt nedlagte trofæer, og hvad gør man så?

Af Netnatur Rokoko-redaktion

Belært af den sidste dom i Sverige, hvor en dansker kan se frem til 3 års ægte svensk gæstfrihed på vand og brød, har Dansk Krybskytteforbund nu taget initiativ til at gå helt nye veje.

– Erfaringen fra Sverige har jo vist, at facebook ikke er et smart sted at vise trofæsamlingen, uden at lovens lange arm bemærker det, udtaler Thomas Luskenberg fra foreningen.

I stedet har man nu valgt at lave et lukket arrangement én gang årligt, hvor man så kan nyde hinandens selskab, opmåle trofæer og ikke mindst udveksle erfaringer.

Håndbog for krybskytter

– Jagt i mørke og ved projektørlys er jo helt anderledes krævende, end hvad man normalt kommer ud for ved dagjagt, slutter Thomas Luskenberg, der i øvrigt løftede sløret for, at man snart har en håndbog for krybskytter på vej.

Bogen indeholder, ud over 500 undskyldninger for at færdes på ulovlig grund, også gode råd. Bl.a. at man bestemt ikke bør benytte brobizz og selfie-fotos med geo-koordinater.

Arrangementet ventes at skulle forgå på Djursland – nærmere betegnet i Mørke.


Netnaturs Rokoko-redaktion gør opmærksom på, at enhver sammenligning med autentiske personer og navne er helt tilfældige og i øvrigt er redaktionen blottet for enhver form for jordforbindelse.

 

%d bloggers like this: