Kan råvildtet regulere sig selv? Det spørgsmål ser Henning Kørvel nærmere på – bl.a. med udgangspunkt i erfaringer og undersøgelser på Kalø

 

Selv om råvildt trives godt på Enø på Sydsjælland, så stiller nogle mennesker jævnligt spørgsmålet, hvor mange dyr der kan stå på øen, og det menes, at de vil dø af sygdom, hvis der bliver for mange dyr. Kan og skal de reguleres, lyder andre spørgsmål, som her besvares med undersøgelser på Kalø, der viser, at udvandring er den bestandsregulerende faktor i råvildtbestande, som ikke er genstand for jagt. Desuden vil ikke-jagede bestande regulere sig selv ved, at råerne føder et lam.

 

Tekst og foto: Henning Kørvel

Hver gang, jeg er på Enø for at se og tage fotos af råvildt, glæder jeg mig over dyrene, og at de er i eminent kondition, og at flere af de ældre bukke bærer opsatser i medaljeklasse.

Bestanden, der ikke bliver jaget, etablerede sig her for cirka 20 år siden, og råvildt står nu overalt på øen, mod syd dog kun frem til Overdrevsgården og ”Feriekolonien”.

Så langt, så godt.

Selv om der er fartbegrænsning på 40 kilometer i timen på Enø Kystvej, så er tre stykker råvildt ifølge mine kilder på øen i år blevet dræbt.

Sidste år tog jeg fotos af en buk, som var blevet ramt af en bil og havde brækket lårbenet. Den humpede dog udmærket af sted på tre løb og var i fin kondition hen over sommeren, men døde i vinter.

Trafikken er naturligvis ikke den eneste bestandsregulerende faktor for den ikke-jagede råvildtbestand på Enø, og for at forstå, hvordan den reguleres/omsættes, er der god viden at hente i undersøgelser på Kalø.

Ligheden mellem bestanden der, som i 1960-erne talte 100 dyr og Enø er nemlig analog, fordi ingen af dem blev/bliver jaget.

Til trods for dette var der i råvildtbestanden på Kalø god balance imellem tilgang og afgang. Og det må man også formode, er tilfældet på Enø.

Bestanden på Kalø holdt sig konstant på en størrelsesorden af cirka 100 dyr, fordi den regulerede sig selv ved udvandring af et- og toårige bukke og etårige råer.

En ung gaffelbuk som denne kan blive tvunget til at udvandre fra Enø, hvis den ikke kan finde ”et hul”, som tiltaler den, og hvor den kan være.

Overskudsdyr må udvandre

Kun i den udstrækning de ældre dyr gjorde det muligt, fik de unge dyr mulighed for at etablere sig i området.

Den direkte årsag til, at overskudsproduktionen af unge dyr må vandre ud, er dyrenes indbyrdes forhold. Det enkelte dyrt stiller nemlig visse krav med hensyn til plads, og bliver der flere dyr i området, vil det pres, de lægger på hverandre, stige.

Herved bliver dyrenes indbyrdes aggression mere udtalt, og nogle dyr bliver tvunget ud, og det vil i første række være de socialt dårligt stillede individer, hvilket i praksis vil være de unge ikke-etablerede dyr.

Dette indebærer, at dyrenes indbyrdes adfærdsmønster er direkte afgørende for, at bestanden ikke når over en vis størrelse.

Regulering af bestandens størrelse finder sted i forårsmånederne umiddelbart før og omkring det tidspunkt, hvor den nye generation fødes.

Selv om det er adfærdsmønstret og ikke fødetilgangen, der er den direkte bestandsregulerende faktor, er der dog næppe tvivl om, at fødetilgangen er afgørende for de krav, det enkelte dyr stiller til sine omgivelser.

Det vil sige, at den endelige bestandsregulerende faktor kan være fødetilgangen, men dyrenes adfærdsmønster er indskudt som en udløsende faktor, der til stadighed vil bevirke, at bestanden under forudsætning af, at der er fri udvandrings-mulighed til omgivelserne til stadighed, vil holde sig på et niveau, der ligger under det stadie, som bestemmes af fødetilgangen.

Fødetilgangen også bestemmende

Omskrevet til forholdene på Enø (340 hektar) og Enø Overdrev (69 hektar) vil antallet af råvildt formodes at ville tilpasse sig et niveau, der svarer til fødetilgangen. Hvad niveauet er, ved ingen i dag, hvor bestanden stadig er under opbygning.

Men at tale om, at dyrene på et tidspunkt i fremtiden vil dø, fordi det formodes, at der vil blive for mange dyr, er fri fantasi, og bunder ikke i virkeligheden, fordi dyrene på Enø ikke bliver fodret systematisk, og de således ikke samler sig i ”hobevis”, så eventuelle syge dyr kan smitte raske individer.

Venlige mennesker giver dog gerne dyrene æbler i vinterhalvåret, men det giver ikke anledning til samling af et større antal dyr end det antal, som de normalt færdes i.

På Kalø konstateredes det, at 44 udvandrede dyr blev tilbagemeldt på afstande over tre kilometer, og 102 på afstande under tre kilometer.

Ser man på unge bukkes og råers muligheder for udvandring fra Enø, så må det antages, at de der tvinges til at forlade øen, svømmer over til enten Gavnø eller Sjælland.

Mange bukke og råer må have benyttet sig af denne mulighed i foråret i forbindelse med, at de ældre bukke indtog deres territorier.

Jeg havde for eksempel kendskab til, at der et sted på øen i foråret 2020 stod fire-fem forskellige randbukke, som er forsvundet, hvoraf nogle kan være kørt ihjel på Enø Kystvej, mens andre kan have udvandret.

Nu står der på stedet to bukke, hvoraf den ene er en pladsbuk og den anden en abnorm randbuk.

I stedet for at tale om, at det bliver nødvendigt at regulere råvildt på Enø gennem jagt, som jeg imidlertid ikke har troen på, vil blive vedtaget på en generalforsamling, ser jeg personligt hellere, at man tager erfaringerne fra Kalø ad notam og nyder at se råvildtet, der også kan regulere sig selv ved, at råerne fortrinsvis føder et lam i stedet for normalt to, og sjældnere tre.

Sommerhusejere, der ikke ønsker råvildt i deres haver, nødsages så til at sætte hegn op, men det er der kun få, der har gjort, eller også bør de overveje at plante blomster, buske og træer i haverne, som ikke står på råvildtets menukort.

 

 

Ikke kun unge bukke, men også smalråer som denne kan blive tvunget til at udvandre, hvis omstændighederne ikke giver den mulighed for at blive på stedet.

 

Alle territorier på Enø er besat af ældre bukke. Til alderseliten hører pladsbukken fra ”Næbbet”, som er 10 år, og i sine velmagtsdage givetvis var i medaljeklasse.

En buk skal ikke nødvendigvis være seksender for at være territoriehævdende, er denne ældre returbuk vidnesbyrd om.

Råvildtbestanden på Enø kendetegnes ved at være i fin kondition, og denne egenskab går igen hos disse to store lam, der her er cirka tre måneder gamle.

LÆS MERE OM RÅVILDT

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »