Den unge hanulv, der er kædet sammen med angreb på kalv og får i Nordjylland, er ifølge tysk avis registreret for flere drab på tyske husdyr  

Af Erik Poulsen, Ansatz Kommunikationsbureau

Den nordjyske ulv, som ulveforskerne kalder GW781m, har flere husdyrs liv på samvittigheden end den officielle udlægning i den pressemeddelelse, som Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum i Aarhus udsendte den 11. januar 2018.

LÆS OGSÅ: Hvorfra kom den nordjyske ulv

Heri fastslås det, at det kan dokumenteres, at GW781m har ansvaret for drabet på ét får i Nordjylland, mens dens DNA-spor også er “fundet i forbindelse med seks nedlagte byttedyr i perioden fra august til oktober 2017 i Schleswig-Holstein”

Ifølge den tyske avis Kieler Nachricten har den unge hanulv dog dræbt og skambidt langt flere hjorte og husdyr end seks i løbet af de to måneder, hvor den vandrede ud af Tyskland gennem Schleswig-Holstein.

I alt tilskrives den i de uger ansvaret for drabet på tre hjorte, seks får og skambidning af yderligere 14 får, hvoraf de fleste efterfølgende er aflivet.

I Nordjylland er GW781m da også mistænkt for at være ansvarlig for flere af de dokumenterede eller formodede angreb på husdyr, der har været, siden den tyske ulv kom til Danmark i efteråret.

Allerede den 16. december 2017 kunne Kieler Nachricten oplyse, at GW781m havde dræbt ét får i Nordjylland,

Dog gik der næsten yderligere en måned, før de danske ulveforskere fortalte offentligheden, at den erfarne husdyrdræber var kommet til Danmark.