Ulv skudt fra bil ved Ulfborg. Politiet oplyser, at de har anholdt mistænkt, som dog fastholder sin uskyld. Den nedlagte ulv er en hunulv

Af Redaktionen (opdateret med pressemeddelse fra politiet 10.20)

Et vidne ser en mand, som skyder en ulv fra sin bil ved Ulfborg og ifølge TVMIDTVEST finder politiet efterfølgende en død hunulv på udpeget gerningssted.

Hændelsen fandt sted mandag den 17.april 2018 kl 14.26 og politiet har allerede anholdt en 66-årig mand fra lokalområdet, idet vidnet havde noteret registreringsnummeret på køretøjet.

“Gerningsmanden var kommet kørende i sin bil ved en mark cirka 13 kilometer øst for Ulfborg, affyret skud fra bilen og kørte væk igen.”

Det skriver TVMidtvest.dk

 

Manden erklærer sig uskyldig, og nægter i øvrigt at udtale sig til politiet, som fastholder sigtelsen på den 66-årige.TVMidtvest oplyser, at der er er foretaget tekniske undersøgelser ved bopæl, køretøj og gerningssted, hvor der blev fundet afskudte patronhylstre.

KLIK og læs også om hvornår og under hvilke forhold en ulv må nedlægges lovligt i Danmark
Pressemeddelelse   •   Apr 17, 2018 09:41 CEST

Ulv skudt på mark øst for Ulfborg

En 66-årig mand blev mandag eftermiddag anholdt og sigtet for at skyde en ulv på en mark øst for Ulfborg.

Midt- og Vestjyllands Politi modtog mandag den 16. april kl. 14.26 en anmeldelse om, at en ulv var blevet skudt på en mark ca. 13 km. øst for Ulfborg. Anmeldelsen kom fra et vidne, der kort forinden havde set en mand komme kørende i bil til marken, affyre skud mod en ulv fra bilen og køre væk fra stedet igen.

På gerningsstedet fandt politiet en ung hun-ulv, som var dræbt af skud. Der blev endvidere bl.a. fundet et nyligt afskudt patronhylster. På baggrund af vidneforklaringer kunne politiet hurtigt identificere ejeren af den bil, der var set og anvendt ved nedskydningen af ulven.

Der er tale om en 66-årig mand fra lokalområdet, som efterfølgende blev sigtet og afhørt til sagen. Politiet foretog en række tekniske undersøgelser, og den 66-åriges bopæl og bil blev ransaget. I den forbindelse blev flere skydevåben fundet og beslaglagt. Også den 66-åriges bil blev beslaglagt.

Der er ikke fastsat jagttid på ulve i Danmark, og de må derfor ikke jages. Det er på nuværende tidspunkt politiets vurdering, at der foreligger flere overtrædelser af Jagtloven og Artsfredningsbekendtgørelsen, men også andre bestemmelser kan være overtrådt, hvilket den kommende efterforskning vil vise.

Manden nægtede at have skudt ulven, men er fortsat sigtet i sagen. Politiet afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser. Veterinærinstituttet, DTU, foretager undersøgelse af ulven på vegne af Miljøstyrelsen.