Politiet bekræfter at ulvedrab ved Ulfborg er dokumenteret på video
Af Redaktionen (opdateret med billeder d. 30.4.2018)
Poul Østergaard, politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi udtaler ifølge TV Midt Vest:
– Det er korrekt, at der eksisterer en video af episoden
Endnu er Politiet dog ikke i besiddelse af den omtalte video, der blev optaget af en eller flere personer, som tilfældigvis befandt sig i området, da ulven i følge sigtelsen blev skudt ud gennem et bilvindue.
Den sigtede i ulvesagen nægter sig skyldig, og har i følge TV-MidtVest ikke ønsket at bidrage til efterforskningen.
Hvorvidt den omtalte video kan anvendes i opklaring af sagen er uklart, men Politiet undersøger stadig om der er sammenhæng mellem de patronhylstre, der blev fundet på gerningsstedet og den sigtedes våben.
– Selv om debatten om ulve igen har bevæget sig op på de høje nagler, er sagen hos politiet bare en sag som mange andre, oplyser Poul Østergaard.