Hvert år dør hunde som følge af at være efterladt i varme biler. Hunde kan også få hedeslag ved at motionere i for varmt vejr uden mulighed for at køle af

Af Peter Thisted

Hedeslag kan give alvorlige skader på indre organer og er livstruende for din bedste ven.

Hunde er ikke i stand til at regulere deres kropstemperatur ved at svede på samme måde som mennesker. For at køle ned er de i stedet nødt til at halse, lægge sig på maven på køligere overflader og udskille varme via trædepuderne, hvor de har deres svedkirtler.

Ved at halse afkøler hunden blodet, der passerer blodkarrene i munden. Hvis lufttemperaturen er for høj, fungerer denne regulering ikke.

Hvis luften er varmere end hundens blod, kan hundens halsen endda give den modsatte effekt. Hvis en hunds kropstemperatur overstiger 42 grader, kan den risikere at dø af det.

Den mest almindelige årsag til at hunde får hedeslag, er en varm bil. Efterlad derfor aldrig din hund i bilen om sommeren – end ikke selv om bilen er parkeret i skygge. 

Hunde kan også få hedeslag, hvis de motioneres i varmt vejr uden at få hvilepauser med koldt vand.

Symptomer på hedeslag

Tidlige tegn på hedeslag kan være at hunden halser kraftigt, slingrende gang og er urolig. Har hunden har et voldsomt hedeslag, bliver den svag og kollapser eller får åndedrætsbesvær. Hunden kan også få symptomer i form af opkast og diarré. I alvorlige tilfælde kan hunden blive bevidstløs.

Hvad gør man i den situation

Det er vigtigt at handle hurtigt. I de mere alvorlige tilfælde skal man omgående søge dyrlæge. Sørg for at afkøle hunden på vej til dyrlægen, f.eks. med et vådt håndklæde under kørslen, og tilbyd den koldt vand. Kontakt dyrlægen, og fortæl du er på vej.

Men husk, at det er nemmere at forebygge et hedeslag.

Hvis du ser en hund efterladt i en varm bil

Politiet har udarbejdet en guide til, hvad du gør, hvis du ser et dyr, der er blevet efterladt i en varm bil.

• Find ejeren. Hvis bilen er parkeret ved et supermarked eller butikscenter, så få dem til at efterlyse ejeren over højttaleren. Få gerne nogen til at hjælpe dig, så du kan blive ved bilen.

• Hvis ejeren ikke er fundet inden for et par minutter, så ring til Politiet på 114. Hvis dyret er i livsfare, kan du ringe 112.

• Hvis du mener, at dyret er i livsfare, kan du slå ruden ind. Det skal dog kunne bevises, at du handlede i nødret, fordi dyret var i overhængende fare, ellers kan du få en bøde. Skaf gerne vidner.

• Sørg for, at dyret kommer ind i skyggen og får vand, så snart den kommer ud af bilen, så den kan køle af. Du kan også dyppe poterne i køligt vand eller svøbe dem i fugtige håndklæder.

I sommersolen kan asfalten være hård mod hundepoterne. Den kan faktisk blive så varm, at hunden brænder sig, når den går på asfalten.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »