Ny bog med titlen “Jagt i Danmark – de sidste 100 år” lægger op til debat om jagtens fremtid, og selv om den danske jagtjournalist Henning Kørvel finder bogen læseværdig, mener han også, at bogen er et “Urimeligt angreb på fasanklapjagt”

”Jagt i Danmark – de seneste 100 år”

Citat fra Henning Kørvels vurdering af Den nye bog “Jagt i Danmark”

“Thorkild Ellerbæks bog ”Jagt i Danmark – de seneste 100 år”, er en debatbog, for når man som forfatteren langer ud efter det ene og det andet, må man forvente kvalificeret modsvar. Jeg vil dog rose forfatterens formuleringsevne og hans research, der gør bogen læseværdig, men forvent ikke, at den kommer rundt om alle forhold i de nævnte 100 år, for det er – om jeg så må sige – den svage side ved den udmærkede debatskabende bog.

Tekst og foto: Henning Kørvel

I bogen ”Jagt i Danmark – de seneste 100 år”, er Thorkild Ellerbæk ude efter fasanklapjagt, som han mener, vil blive dømt ude, men nævner ikke hvem, der skal føre kniven. Kritikken er dog et skud med spredehagl, for aflives fasanklapjagt, så lukker dansk jagt stort set, fordi godserne vil fyre deres skytter, men vil ikke kunne leje deres jagtarealker ud til skyhøje priser, når fasanudsætning bliver forbudt, og hundearbejdet vil blive sat på pause. For at forebygge mod den udvikling, som Ellerbæk gør sig til talsmand for, foreslår jeg, at fasanudsætning og til dels store udsætninger af ænder tages ud af jagtloven og overføres til landbrugslovgivningen, fordi udsætning af vildt til jagt er en landbrugsmæssig driftsform.

 

Kan de seneste 100 år mon blive de sidste 100 med jagt i Danmark, som vi kender den i dag?

I bogen ”Jagt i Danmark – de seneste 100 år” mener Thorkild Ellerbæk, at dette kan blive tilfældet, hvis jagtudøverne ikke retter ind efter ”trenden i tiden” og udøver bæredygtig jagt.

Forfatteren ser kritisk på noget af jagtens udvikling i de 100 år, der er gået siden 1922-jagtloven, hvor jagt gik fra at være for ejere til i mange tilfælde at blive for lejere.

Jagt på udsatte fasaner må holde for i uhørt grad. Han mener, at fasanklapjagt vil blive udfaset, men nævner ikke, hvem der skal ”føre kniven”.

Jeg føler mig overbevist om, at udfaldet er hans eget værk, for i klapjagtkredse har jeg ikke fået indikationer på træthed af klapjagt, endsige drivjagt på fasaner.

Heller ingen af de traditionelle jagtkritiske foreninger har aktuelle planer om at kræve stop for udsætning af fasaner, som udover til jagt har den positive effekt, som Ellerbæk overser, at biodiversiteten er 25% højere på steder, hvor fasaner udsættes.

LÆS: EJENDOMME MED FASANJAGT ØGER NATURINDHOLDET

Det er nok muligt, at nogen der jager for kun at ”netværke”, hverken vil røre ved det nedlagte vildt eller tage fasaner med hjem til egen husholdning. Men det ændrer ikke ved, at fasanen er en folkekær fugl, som både professionelle jagtvæsener og jægere i al almindelighed har stor glæde af at sætte ud og passe, indtil de jages, og derefter tilberedes til et dejligt måltid

Jægerforbundets formand, Claus Lind Christensen påtaler dog problemet med at forsvare fasanudsætninger over for hr. og fru Danmark.

Hvis han havde spurgt foreningen, Bæredygtig Jagt eller Jægerforbundets første formand, Kristian Raunkjær til råds, så ville han ikke have manglet argumenter.

Bevidst om, at ornitologerne i deres jagtpolitik vil have fasanudsætning forbudt og er kritisk over for al anden jagt, mente Raunkjær, der var formand for Jægerforbundet indtil 2006, at der på klapjagt i Danmark ikke bør skydes over 350 fasaner på en jagtdag.

Tallet kan dog uden tvivl justeres ned til f.eks. 150, men at aflive fasanudsætning og fasanklapjagt vil være undergangen for dansk jagt og de danske godser og større gårde, som har denne jagt som en driftsgren, og det efterlader spørgsmålet: Hvad skal vi så jage i stedet for?

 

Jagt i Danmark – de seneste 100 år er udgivet på Gads forlag.

Udsætning af fasaner og fasanklapjagt og til dels jagt på udsatte ænder skal efter min opfattelse tages ud af jagtloven hurtigst muligt og overføres til landbrugslovgivningen under ministeriet for landbrug og fødevarer, fordi der er tale om landbrugsbetonet drift, der ikke skal forvaltes via jagtloven af Vildtforvaltningsrådet.

DOF må juble vildt over Ellerbæks ”korstog”, men mon han er klar over, hvor mange penge det vil koste at udfase fasanklapjagt, og hvem skal betale?

Hvis udsætning af fasaner forbydes, vil mange af godserne fyre deres skytter, men vil ikke kunne leje deres jagtarealer ud til skyhøje priser (1.000 kroner og derover pr. hektar), når fasanudsætning er forbudt, og mange ejendomme vil så pløje biotoperne – levende hegn, uproduktive markhjørner og remiser – op, hvilket vil gøre det åbne land endnu fattigere, end det efter Ellerbæks mening er i forvejen. Desuden vil hundearbejdet i Danmark lide en krank skæbne, fordi hunde i dag i vid udstrækning avltestes under netop fasanklapjagt.

”Moderne krav til miljøforståelse vil uvægerligt føre til begrænsninger”, fortsætter forfatteren, men overser, at begrænsninger i fasanudsætning allerede er en realitet, fordi udsætning af over 100 fasaner kræver vidtgående biotopplaner og begrænser antallet af fasaner til udsætning.

Landbruget får også på hattepulden, og det beskyldes for, at moderne landbrugsdrift er en større dræber end jægernes hagl.

Fordi ukrudt sprøjtes bort, er monokulturer ikke vildtvenlige i bred forstand, men både fasaner, agerhøns og råvildt elsker roemarker.

Jeg kunne dog godt tænke mig, at Ellerbæk havde anvist landbruget, hvordan det for at kunne tjene penge, så skal dyrke markerne.

En landmand vil i dag hellere dyrke fx hvede, der i bedste fald kan give op til 10 tons pr. hektar end at gå tilbage til gammeldags blandet landbrug, for det er der ikke penge i, men det er en god hobby for hobbylandmænd med højt betalte jobs i byen.

Thorkild Ellerbæk, journalist og forfatter til aktuel debatbog om jagtens fremtid  … Foto: Simon Barr

Grådighed hos jagtudøvere er et andet stort tema i bogen og hænger lidt sammen med fasanjagten.

Grundlæggende bygger grådighed på, at jægere ofte skyder, så længe vildt fås for, men pilen peger også mod andre jagtformer.

Ellerbæk synes således ikke, at det er bæredygtigt at skyde tre bukke den første morgen, og bæredygtigt er det heller ikke at skyde 1.100 edderfugle på en uge og at skyde 25 skovsnepper på en dag lige efter, at snepperne er kommer hertil på træk og er trætte efter den lange flyvetur på op til cirka 3.000 kilometer.

Usandsynlig afskydning af edderfugle

En jæger i Vestjylland skød kun tre snepper pr. dag, selv om han kunne have skudt mange flere, men hans personlige grænse gik ved tre snepper, hvilket tjener ham til ære.

Jeg har dog svært ved at se, at en jæger som på sit revir kan afskyde tre bukke, skyder dem på en morgen. Hvad er problemet? Naturen får jo ro i hele resten af bukkejagten, når jægeren ikke skal pyrsche dag efter dag, men har overstået afskydningen af de bukke, der kan afskydes på én pyrsch.

Hvad de 1.100 nedlagte edderfugle (på Sydsjælland) angår, tror jeg, at Ellerbæk løber med en halv vind.

Jeg har nemlig ikke kunnet få den mindste indikation på skydning af 1.100 edderfugle i Sydsjælland (Smålandsfarvandet) i 2021, for det vil svare til, at der pr. jagtdag så skal være skudt 157 edderfugle, tilmed andrikker, hvilket jeg anser for usandsynligt i Smålandsfarvandet.

” Der er intet i vejen med udsætning af ænder, når ællinger udsættes i lovligt antal, og der ikke fodres i vandet. Mange steder efterlader andeudsætning irgrønt vand, og det får jagthadere til at se rødt, hvilket er forståeligt”. 

 

Bogen er velskrevet, men har tomme huller. for når bogen fokuserer på de seneste 100 år, så kunne man have forventet, at han havde taget fx anskydningsproblematikken med. Da Svend Auken på et pressemøde i 1996 dokumenterede, at danske jægere anskyder vildt i stor udstrækning, og hvis vi ikke rettede op på det, så ville vi miste haglbøssejagten.

Jægerforbundets daværende direktør indså, at vi havde et mega problem, klarede sagen for os, fordi han erklærede, at her var noget, som vi skulle arbejde alvorligt med. Og det lykkedes at nå målet, fordi også blyfri haglammunition gradvist fik bedre kvalitet.

Han forbigår i tavshed alle indgrebene imod strandjagt: Fredning af vadefugle med undtagelse af dobbelt bekkasin (og skovsneppe), fredning af flere dykkefugle og knortegæs og motorbådsjagtforbud i en lang række farvande, samt med ”Køkkenbordsforliget” en række nye jagtfrie kerneområder.

Drivjagt på hjortevildt med mange fatale kødødelæggende skud får heller ikke spalteplads, og det samme gælder for ”Jægerforbundssagen”, der kostede Raunkjær formandsposten, og direktør, redaktør og en regnskabschef blev afskediget på grund af urent trav.

I moderne udsætning udsættes fasankyllinger gerne sammen med hvide italienerhaner, der skal ses som erstatning for skrukhøns.

Ellerbæk nævner dog Vildtforvaltningsrådets sammensætning og mener, at Danmarks Jægerforbund, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet og Foreningen til Dyrenes Beskyttelse skal have størst indflydelse, men udelukker derimod dem, som vi går på jagt hos: Landbrug & Fødevarer og Dansk Skovforening, som efter min mening naturligvis skal have ligeså stor indflydelse som de nævnte organisationer, og det samme gælder for Bæredygtig Jagt.

Ellerbæks bog er en debatbog, for når man som han langer ud efter det ene og det andet, må man forvente kvalificeret modsvar. Jeg vil dog rose forfatterens formuleringsevne og hans research, der gør bogen læseværdig, men forvent ikke, at den kommer rundt om alle forhold i de nævnte 100 år, for det er – om jeg så må sige – den svage side ved den udmærkede debatskabende bog.

Thorkild Ellerbæk: Jagt i Danmark – de seneste 100 år. 224 sider, Kr. 209,95. Gads Forlag.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »