En jæger har ifølge Netnatur.dks oplysninger gentagende gange indbudt til jagt i et af landets bedste kronvildtområder. Hvad de inviterede jægere ikke vidste var, at jagtværten ikke rådede over de jagtterræner, som der blev drevet jagt på. Politiet har nu rejst sigtelse …

Af Michael Sand

En jæger har ifølge Netnatur.dks oplysninger inviteret andre jægere på jagt i områder, hvor denne slet ikke havde jagtretten. Jagterne blev gennemført på Djursland, der huser en af landets største kronvildtbestande. Ifølge Netnatur.dks oplysninger var jægeren kendt i lokalmiljøet og bl.a. en del af netværket omkring en lokal jagtforening.

Jægeren har tilsyneladende ikke opkrævet betaling for jagten, og hvad motivet har været til de besynderlige invitationer, er endnu uklart.

Grenå Politi oplyser, at der er rejst sigtelse mod jægeren, men er derudover meget tavse. Først når der er faldet dom, er det muligt for Netnatur.dk at få politiets kommentar til sagen, der hører til blandt en af de mest besynderlige jagtsager i nyere tid.

Afsløringen startede, da en af de berørte jægere, som har været på jagt med den sigtede flere gange, fornemmede ugler i mosen. Først i januar 2013 indså han, at ikke alt var, som det burde være i forbindelse med de meget troværdige invitationer til kronvildtjagt, som han havde modtaget fra den sigtede.

Jægeren iværksatte derfor et større dedektivarbejde. Ved hjælp af bl.a. Google Earth og en række samtaler med lokale landmænd og jægere stod kendsgerningerne snart lysende klart. Han havde været på ulovlig jagt: Den sigtede havde ifølge jægeren ikke jagtret på de områder, hvor de havde drevet jagt og nedlagt vildt.

Jægeren, der indtil der er faldet dom i sagen, har valgt at forholde sig anonym, henvendte sig derefter til politiet, som iværksatte den efterforskning, som altså nu har ført til en sigtelse af den mistænkte…

Det er nu op til domstolene at fælde dom i sagen …

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »