I foråret lykkedes det tilsyneladende DOF og DN, at drive useriøs jagtfjendsk symbolpolitik af værste skuffe i Vildtforvaltningsrådet (VFR). Det skriver en gruppe jægere med akademisk baggrund i tilsendt læserbrev. Nederst i denne artikel bringes svar på tiltale fra hhv. DN og DOF …

Læserbrev af: Biologistuderende Jacob Nielsen, tidl. fmd. Jydsk Akademisk Jagtforening ved Århus Universitet, Stud. Med., Mikkel Warming, fmd. Syddansk Akademisk Jagtforening ved Syddansk Universitet, Stud. Med. Vet, Svend Erik Garbus, Jagttegnskursuslærer og fmd. for Jagtforeningen ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole ved Københavns Universitet.

Mågefredning bygger på politisk motiverede usandheder og har uetiske konsekvenser

I foråret lykkedes det tilsyneladende Dansk Ornitologisk Forening (DOF) og Danmarks Naturfredningsforening (DN), at drive useriøs jagtfjendsk symbolpolitik af værste skuffe i Vildtforvaltningsrådet (VFR).

VFR er det rådgivende organ for vores Miljøminister, hvor Danmarks vildtforvaltning med regulering og jagttider bliver forhandlet de grønne organisationer imellem. En indstilling fra VFR vil derfor så godt som altid blive tiltrådt af den til enhver tid siddende miljøminister.

I sidste indstilling til miljøministeren, i foråret 2014, lykkedes det DOF og DN at samle det absolut mest snævre flertal omkring en fredning af sølvmågen, sildemågen, og svartbagen. 3 mågearter, som alle har en stærk bestand og som i den grad tåler jagt. Faktisk er bestandene så gode at mågerne flere steder er en plage for mennesker i de kystnære byer, hvorfor der er stiftet flere facebookgrupper mod mågerne, f.eks. “Mågerne ud af Århus”.

Vildtforvaltning interesserer ikke DOF og DN

De tre mågearter er prædatorer dvs. de spiser andre fugles æg og unger. I kraft af mågernes talrighed er dette en alvorlig trussel mod andre fuglearter, f.eks. edderfuglen og vadefuglene. Det er derfor vanvittig vildtforvaltning ikke at ønske at begrænse mågen. Mågefredningen vil betyde et mere monotomt fuglelandskab med færre af de fugle, hvis bestande vi aktivt prøver at beskytte. Antallet af måger reguleres da fremover kun af faktorer somsygdom eller sult. Dette er set ved de fredede sæler, hvor forbud mod jagt erstattes af forbigående udbrud af altudslettende sælpest.

Simpel vildtforvaltning lader imidlertid ikke til at interessere DOF og DN. I stedet for at tælle fugle- og fuglearter, kvantitet og kvalitet, sidder de og tæller fredninger. Forliget fra i år i VFR betød hele otte fredninger på fuglearter: bl.a. stor skallesluger, toppet skallesluger, mågerne og de invasive arter amerikanskskarveand samt sort svane. Man kunne foranlediges til at tro, at hver fuglefredning blot er en politisk sejr, hvor motivet er at begrænse jagten mest muligt ud fra en disneyficeret verdensanskuelse af de vilde dyr. Således behøver de ikke tage stilling til om jagten er additiv eller kompensatorisk for arten. Detager heller ikke stilling til konsekvensen for andre fuglearter ved fredning af rovdyr, som findes i stort antal uden naturlige fjender.De tager ikke hensyn til dyrenes velfærd, når bæreevnen overskrides eller menneskers trivsel.

Politisk motiverede løgne gav mågefredning

Der er i sagens natur ikke mange forklaringer fra DOFs og DNs side på, hvorfor mågen skulle fredes. Hovedargumentet var at mågen ikke spises af jægerne og jagt på måger derfor er uetisk.

At jægere ikke spiser måger er for det første et falsum. For det andet er præmissen i sig selv ugyldig. Mange prædatorarter, så som ræv og mårhund, krage og skade, skydes ej heller for kødets skyld. De jages og reguleres primært for at skåne de øvrige arter i naturen. Det er præcis som i en urtehave. Vi favoriserer de ting vi kan lide og drage nytte af mens vi holder ukrudtet i ave.

Jagttid er mere skånsom end regulering

I en tid med mågechikane i byerne forsvarer DOF fredningen ved at man året rundt kan ansøge om reguleringstilladelse til en af de nu fredede mågearter, sølvmågen, efter bekendtgørelsen omskadevoldene vildt. Regulering klinger i manges ører bedre end jagt. Regulering er dog mindre skånsom for fuglene end en egentlig jagttid. Regulering foregår nemlig hele året rundt, deriblandt i fuglenes yngletid, og skal ikke tage hensyn til om fuglene har æg og unger, hvorfor forældrefugle vil blive skudt og ungerne dø i rederne. Det er uetisk, at DOF og DN ønsker denne løsning i stedet for en jagttid uden for yngletiden.

Opgaven med regulering vil derudover blive yderst besværlig og krævende i byområderne. Man kunne spørge DOF, som varbannerfører for fredningen, om de stiller sig klar med mandetimer og økonomisk kompensation til kommunerne for denne ekstra opgave med de forøgede reguleringsopgaver eller er det igen jægerne, som må stå for denne opgave?

Vildtforvaltningsrådet i fremtiden

Som jægere og repræsentanter fra den akademiske verden vil vi gerne rette en skarp kritik af Dansk Ornitologisk Forenings rolle i Vildtforvaltningsrådet samt de øvrige jagtkritiske grønne organisationer, som har støttet DOF. Det er simpelthen en usagligmåde at bestride et tillidshverv som rådgivere for Miljøministeren. Vildtforvaltningsrådet blev stiftet som et fornuftens værn. Man erfristet til at spørge sig selv om rollerne nu er skiftet? Er det vitterligt ministeren, som må træde til, som værn mod et useriøst Vildtforvaltningsråd?

Vi som studerende er desillusionerende over at opleve, at et rådgivende organ ignorerer evidens og almindelige regler for vildtforvaltning. At man derudover også ignorerernødråb om mågechikane i de kystnære byer, er derudover toppen af ignorance. Vi opfordrer Miljøministeren til ophæve mågefredningen og stille sig kritisk overfor DOFs og DNs politik,at fredninger kun gavner vildtet. Som eksempel viste enlokalfredning af haren i Himmerland netop ikke at have nogen effekt for bestanden. Med en jagttid sikres derimod investeringer i vildtet i form af frisk ny kapital fra jægerne til naturpleje.

En rapport fra 1991 fra den tidligere Kgl. Veterinære- og Landbohøjskole viste, at jægerne i Danmark konservativt set bidrager med over 126 millioner kr. årligt i natur- og vildtpleje.Dette tal estimeres i dag til at være over 200 millioner kr. årligt.Med andre ord mere end hvad de samtlige øvrige grønneorganisationer bidrager med set over en 10-årig periode.

Ønsker vi et velfungerende Vildtforvaltningsråd kræver det, at alle i rådet accepterer jagt, som et vigtigt værktøj i danskvildtforvaltning.

Svar fra Bo Håkonson, Danmarks Naturfredningsforening:

Det er fair nok at være utilfreds med, at mågerne blev fredet. Men beskyldninger om “løgnagtigheder” og at lægge underlige argumenter i munden på dem, man er uenige med, er useriøst og direkte barnagtigt.

At “vildtforvaltning ikke interesserer DOF og DN”. At det er “mere besværligt” med regulering, end med jagt – og at reguleringen så kun skulle foregå i yngletiden, er noget decideret pladder. Regulering kan selvsagt også foregå udenfor yngletiden. Men regulering er nogle gange også nødt til at foregå i yngletiden, hvis det skal have den konkret ønskede effekt.

Der ud over synes jeg, at tingene blandes grundigt sammen – konsum af måger og regulering af måger i byerne. Det kan da godt være, at der er jægere som spiser måger. Men jeg har godt nok ikke mødt mange af dem. Og jeg har umiddelbart vanskeligt ved at tro på, at måger nedlagt i og omkring byerne står højt på menuen. Med mindre der kan skaffes noget der bare ligner troværdig dokumentation for det, synes jeg, at det er et useriøst argument.

Til gengæld har jeg selv hørt “jægere” fortælle om, hvordan de på en dag har nedlagt mellem 50 og 100 måger, “fordi det var sjovt”, og bare efterladt dem. DET er useriøst. Den slags “jagt” tjener absolut intet formål i forhold til beskyttelsen af lokalt vildt, for mågerne kan jo udenfor yngletiden holde til langt fra det vildt, som angiveligt skulle kunne beskyttes igennem jagt.

Og det er lige her filmen knækker: Jagt kan ifølge loven og de jagtetiske regler være rent rekreativt betinget og/eller bestandsregulerende. Ren rekreativ jagt SKAL – som det fremgår af lovgivning og de jagtetiske regler – være andet og mere end blot at nedlægge så meget som muligt. Vildtet skal bruges til noget fornuftigt. Konsum eller trofæ.
Bestandsregulerende jagt – altså at nedlægge vildt udenfor yngletiden for at mindske bestanden – er jo andet end blot at skyde løs på en art. Der skal være et formål og en sammenhæng. At reducere en bestand, for at beskytte lokale forekomster af andre vildtarter, er i mange sammenhænge sund vildforvaltning. Ræv, mårhund, mink med flere. De flyver imidlertid knap så meget omkring som måger. At plaffe løs på måger i efteråret og vinteren, hvor de kan komme langvejs fra, hjælper jo ikke vadefuglene i yngletiden et hak, hvis det ikke er de måger, som tager vadefuglenes æg på lokaliteten, om sommeren ..?

Fra Danmarks Naturfredningsforenings side har vi ikke på noget tidspunkt talt imod muligheden for, at man kan regulere måger (eller andre arter), når der er et klart problem, som bedst kan løses ved at fjerne mågerne. Et konkret formål, med en konkret gennemtænkt løsning. Det viser vel egentlig både en vilje og interesse for vildtforvaltning?

Svar fra Egon Østergaard, Dansk Ornitologisk Forening:

Jeg har set indlægget på Altinget, og jeg henholder mig til de kommentarer, som Knud Flensted og Bo fra DN er kommet med der. Jeg er enig i deres synspunkter. I øvrigt var det et enigt vildtforvaltningsråd, der kom med indstillingen. Referat fra møderne kan læses på nettet.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »