Vådeskudsoffer føler sig ladt i stikken af Danmarks Jægerforbund, der er medejer af det forsikringsselskab, som skal udbetale erstatning ved jagtulykker. Nu skyder offeret tilbage som whistleblower i stærk kritisk bog

Af Michael Sand

Hvor kan danske jægere søger juridisk og faglig støtte, hvis de udsættes for en invaliderende vådeskudsulykke? Ifølge netop udsendt bog er de mere eller mindre på herrens mark. Uanset om de er medlem af Danmarks Jægerforbund eller ej.

Jægerforbundet ejer nemlig 49% af Dansk Jagttegnsforsikring A/S, som er den obligatoriske ansvarsforsikring, som er knyttet til jagttegnet. De øvrige 51% er ejet at staten repræsenteret via Naturstyrelsen.

Jægerforbundets ejerskab betyder, ifølge forfatteren og vådeskudsofferet Palle Sørensen, at man risikere en højst uheldig sagsbehandling, den dag uheldet for alvor er ude og man har brug for hjælp.

Danmarks Jægerforbund, der repræsentere cirka en tredjedel af de danske jægere, bør slet ikke interessere sig for forsikringsforhold, hvis det står til forfatteren. Medejerskabet gør det nemlig yderst vanskeligt for Danmarks Jægerforbund at vælge mellem kasketterne.

Skal forbundet stå på medlemmets side? På selskabets side? Og hvordan forholder forbundet/forsikringsselskabet sig til vådeskudsofre, der ikke er medlem af forbundet?

I forfatterens erstatningssag, beskrevet meget detaljeret i bogen, var forbundet dog klar i spyttet. De stod på selskabets side. Jægerforbundet mødte end ikke op, da Vester Landsret behandlede sagen, selv om det var forbundets mangeårige medlem Palle Sørensen, der skulle have sin sag behandlet.

Forud for sagen havde Danmarks Jægerforbundet lukket ned for faglig bistand til Palle Sørensen. Åbenbart et princip, når det drejer sig om erstatningsforhold som følge af skud afgivet under jagt. De så også stiltiende til, at forsikringsselskabet ifølge forfatteren forsøgte sig med et decideret karaktermord på den “besværlige og politisk motiverede” Palle Sørensen, altså offeret som blev ramt af et skud hagl afgivet på kort hold.

Palle Sørensens erstatningskrav blev ikke imødekommet af Venstre Landsret. Årsagen til Palle Sørensens sygdomsforløb mente man ikke med sikkerhed kunne hænges op på vådeskudsulykken. Palle Sørensen accepterede ikke afgørelsen og ankede den til Højesteret. Derefter startede der ifølge forfatteren en bevist udmattelseskrig.

Dansk Jagttegnsforsikring, hvis bestyrelsesformand traditionelt er enten formand eller næstformand i Danmarks Jægerforbund, forsøgte bevist at trække sagen i langdrag. I ifølge forfatteren en strategi, der af og til anvendes for at knække uønskede endivier, der stiller sig op i mod systemet. I forfatteren Palle Sørensens sag faldt der først en endelig afgørelse i Højesteret 12 år efter at jagtkammeraterne pillede filt-proppen ud af nakken og kørte den stærkt blødende Palle Sørensen på hospitalet.

Efter 12 år med nedsat arbejdsevne og stress som følge af skuddet eller sagen eller begge dele var Palle Sørensen så belastet, at han havde mistet en stor del af sin formue.

Palle Sørensen har følt sig isoleret og udstødt af sit forbund. F.eks. er hans sag ikke omtalt i medlemsbladet Jæger. Givetvis fordi “man” anså Palle Sørensens kamp som værende en politisk kamp. En kamp, der udover ønsket om erstatning, også ønskede at gøre op med Danmarks Jægerforbunds uheldige ejerskab af Dansk Jagttegnsforsikring.

Alt i alt tegner bogen et lidet flatterende billede af Danmarks Jægerforbund og den kultur som organisationen udspringer af. En forsvars-kultur, der med alle midler forsøger at bevare det etablerede. En kultur der ikke står af vejen for at anvende løgne for at fastholde det virkelighedsbillede, som man har besluttet sig for.

F.eks. at jagt er en ufarlig fritidsbeskæftigelse med i gennemsnit 6-7 skader årligt. Forfatteren redegør for, at dette tal er langt højere. En undersøgelse, der refereres til i bogen, mener således, at det reelle antal skader i Danmark snarere er ti gange højere. Desværre føres der nemlig ingen statistik over vådeskud i Danmark. Kun antal behandlede sager i Dansk Jagtforsikring nævnes, når jagten hævdes at være en nærmest ufarlig fritidsbeskæftigelse. Sager som afvises eller sager som aldrig bliver fremlagt for Dansk Jagttegnsforsikring samt sager, der ikke politianmeldes, indgår ikke i materialet.

Men er løgn først vedtaget som sandhed har en totalitær organisation svært ved at komme ud at sit eget blændværk. Kun et massivt pres udefra kan tvinge organisationen i knæ og fremtvinge de indlysende indrømmelser. Forfatteren drager her en parallel mellem Danmarks Jægerforbund og den amerikanske tobaksindustri, der i årevis var i stand til at fastholde at tobak som uskadeligt i store dele af den offentlige mening. Sammenhængen mellem rygning og kræft kunne f.eks. ikke bevises. Først da en whistleblower lækkede en række dokumenter, gik der hul på denne gigantiske bobel af løgne og fortielser.

Det er da også som whistleblower at forfatteren ser sig selv, hvad da også tydeligt fremgår af bogens titel “Fra vådeskudsoffer til whistleblower – en doku om magt og magtmisbrug.

Forfatteren inddrager i sin bog andre eksempel på whistleblowers, der har haft held til at skabe nødvendig forandring. F.eks. nævnes forfatteren Svend Fleuron, der i sin bog Fasandyret(1934), dokumenter, hvordan rovfugle og rovvildt med stort set alle midler blev forfulgt og dræbt for at give udsatte fasaner bedre chancer for overlevelse. Den oprindelige nedskydning af alt fra musvåger til ørne og storke var vel med til at føde den modstand mod udsætningsjagt, som danske jægere stadig kæmper med den dag i dag.

Naturligvis blev den ellers jagtvenlige Svend Fleuron efterfølgende persona non grata i de miljøer, der beskæftigede sig med jagt på udsat vildt, selv om kritikken i dag fremstår både berettiget og helt nødvendig. Selv om det naturligvis må have gjort ond på forfatteren Fleuron opnåede han det han ville med bogen: en lang række rovvfugle blev fredet og udsætningsjagten blev reguleret og tilpasset et mere alment accepteret natursyn.

Også Palle Sørensen håber, at hans sag, beskrevet i bogen, kan virke som en øjenåbner for danske jægere.

Dansk Land- og Strandjagtforening er allerede overbevist. Forsikringsselskabet skal ud af Danmarks Jægerforbunds ejerskab og Dansk Land- og Strandjagt har ved flere lejligheder foreslået miljøministeren at udbyde jægernes lovpligtige ansvarsforsikring på almindelige markedsvilkår. Også selv om det sandsynligvis vil betyde en ganske væsentlig forhøjelse af forsikringssummen set i forhold til det meget lave beløb, som betales i dag, når jagttegnet indløses. Hidtil er forslaget forblevet ved et forslag.

Det er meget vanskeligt at vurdere langtidseffekten af den bog, som Palle Sørensen har udgivet i eget forlag. Ikke mindst da det er en bog, med mange stærke personlige holdninger, der dokumenteres med teori og referencer til ofte internationale cases. Om Palle Sørensen er nok insider til at springe ud som decideret Whistleblower kan diskuteres. Men akademikeren Palle Sørensens redegørelse af hans sagsforløb samt betragtninger vil helt sikkert ryste ikke blot vores opfattelse af Danmarks Jægerforbund, men også den kultur som forbundet i bund og grund udspringer af. En kultur, der er opbygget over mange årtier og kan føres tilbage til længe før Jægerforbundet så dagens lys. En kultur som alle jægere er en del af.

Naturligvis er det meget vanskeligt at vurdere erstatningskravets størrelse. Ja i det hele taget at forholde sig til det sygdomsforløb, som Palle Sørensen har været igennem efter vådeskudsulykken. Læseren vil naturligvis instinktivt tage forfatterens og offerets parti. Men måske har forfatteren fået den erstatning han er berettiget til. Måske har han ikke. Det er meget vanskeligt at vurdere.

Men en ting står klart efter man har læst bogen: Palle Sørensen har ikke fået den sagsbehandling, som han burde. 12 år tog det før Højesteret tog stilling til sagen. Forfatteren referer til en lignende sag, der tog 10 år inden den mundede ud i en erstatning på 300.000 kr. Derfor er bogen også en bog om en jæger, der blev svigtet. Om en jæger, der mødte modstand, hvor han naturligvis burde modtage støtte. Og om en jæger, der nægtede at gi op og som nu giver svar på tiltale i en hidtil uhørt skarp kritik af danske jægeres forsikringsforhold samt ikke mindst Danmarks Jægerforbund og den kultur, som kendetegner organisationen.

Kommentar fra Danmarks Jægerforbund

Danmarks Jægerforbunds formand Claus Lind Christensen, som vi her på redaktionen har præsenteret for den skarpe kritik, der rettes mod forbundet og dets engagement i Dansk Jagttegnsforsikring A/S, er ikke upåvirket at de fremførte synspunkter i bogen.

– Jeg har endnu ikke læst bogen, men en sådan kritik, som jeg her får refereret, maner naturligvis altid til eftertænksomhed. Dog har jeg ikke selv været direkte involveret i forsikringsspørgsmålet. Man skal dog huske på, at det er enhver frit at tegne en privat forsikring, hvis man er utryg ved den forsikring, der er knyttet til jagttegnet, siger forbundets nye formand Claus Lind Christensen til Netnatur.

På spørgsmålet om hvorvidt Danmarks Jægerforbund agter at trække sig ud af Dansk Jagttegnsforsikring A/S for at undgå enhver spekulation om inhabilitet hævder han, at dette ikke er en debat, der har været aktuel i hans korte formandsperiode.

– Han gentager dog, at kritikken rejst i bogen, naturligvis vækker til eftertænksomhed og vil blive drøftet internt i forbundet.

Bogen udkommer d. 13. december 2013

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »