Over 100.000 USD eller godt en halv million danske kroner er prisen for at nedlægge en markhor

Af Henning Kørvel

Stillet over for spørgsmålet, hvilket jagttrofæ der er verdens dyreste, vil flertallet af danske jægere utvivlsomt fokusere på enten brunbjørn fra Bulgarien, isbjørn fra Canada, mega elefanttyr fra Tanzania og Mozambique eller alpin stenbuk fra Schweiz og Østrig. Men hvor kostbart det enkelte af disse fire jagttrofæer end er, så er markhor ikke desto mindre verdens dyreste jagttrofæ.

Prisen i Pakistan for markhor ligger på den anden side af 100.000 USD (godt 500.000 danske kroner). En pris, der skyldes, at udbuddet af markhor er begrænset, og efterspørgslen blandt internationale trofæjægere stor.

På Plussiden er succesraten i Pakistan ifølge Hunting Report næsten hundred procent. Og trofækvaliteten i landet har været superb i de seneste tre år. Dette kan den amerikanske storvildtsjæger Wayne Lau bekræfte. Han fravristede i marts 2006 en Kashmir markhor sin skalp. Og til stor overraskelse for storvildtsjægere “over there” gav USA’s Fish & Wildlife Service i november i år ham tilladelse til at få trofæet ind i USA.

En gestus, der ifølge Hunting Report tages som udtryk for, at amerikanske storvildtsjægere som i fremtiden nedlægger markhor, vil kunne få trofæerne fra dem ind i USA problemfrit. Kaskmir markhor findes i Pakistan’s North-West Frontier Province (NWFP). Den er den største og mest eftertragtede variant af markhor med horn, der ofte overstiger 40 inches (godt en meter, red.) i længden.

Kashmirs bjergkæde strækker sig fra den nordlige grænse mellem Pakistan og Afghanistan og østover, hvor den overlapper Astor Territoriet, som strækker sig ind i den omstridte Kashmir Region mellem Pakistan og Indien. Wayne Lau’s jagt var booket hos Karakurum Treks & Tours.

Han agtede at nedlægge markhor med bue og pil, men skulle rejse til Chitral to gange, før det lykkedes ham at skyde “The Patriarch of The Northwest Frontier”. Ved ankomsten til Chitral første gang blev Wayne Lau modtaget af cirka 10 lokale guider. Ingen af dem havde imidlertid erfaring med buejagt, men var trods det ivrige efter at skaffe ham det trofæ, han tragtede efter.

Fra en camp i bjergene stod jagten på i fire dage. Kun en håndfuld dyr blev spottet, heriblandt en buk med gode horn.Men da det ikke lykkedes at komme på skudhold af den, prøvede guiderne at trykke dyrene frem til Wayne Lau, hvilket rent faktisk lykkedes. Problemet var blot, at de passerede forbi ham på for stor afstand til, at han kunne afgive skud med sin bue. Jagten endte derfor resultatløst.

Han vendte imidlertid tilbage til Chitral i midten af marts, når markhor søger ned fra højderne for at æde af det nyspirede græs i dalene. Inden hans ankomst havde guiderne spejdet i en dal og havde fundet en rute, dyrene benytter, når de krydser over en flodseng. Skudafstanden var igen for lang. Og da tiden var ved at rinde ud, besluttede Wayne Lau sig til sidst for at låne en riffel, med hvilken han fik sin markhor, og dermed blev optaget i den eksklusive klub af storvildtsjægere, som er ejere af det unikke jagttrofæ.

Licenser til nedlæggelse af markhor sælges til jagtudbydere på årlige auktioner i Peshwar. Jagttiden for markhor går fra 1. december til 31. marts, og i år fik Karakurum Treks & Tours med højeste bud samtlige fire licenser til Kashmir markhor. CITES (Washington-Konventionen) giver årligt Pakistan 12 eksporttilladelser til jagttrofæer fra markhor. Heraf er fire knyttet til North-West Frontier Province, fire til Baluchistan og de sidste fire til det nordligste bjergområde i Pakistan. I USA repræsenteres Karakurum Treks & Tours af Hunting Consortium: hunt@huntcon.com.

Fakta: Der findes tre varianter: En fuldvoksen markhor (Capra falconeri) vejer 80-110 kg, og kropslængden varierer mellem 1,60 og 1,70 meter. Over skulderen måler markhor 85-100 centimeter. Hundyrets drægtighedsperiode er seks måneder, og markhors maksimale levealder er 10-12 år. Naturlige fjender er sneleopard, bjørn og ulv. Markhor lever i høje, uvejsomme bjergområder i Pakistan (sydlige del og det nordvestlige Himalaya), Afghanistan, Indien og de to tidligere sovjetrepublikker Uzbekistan og Tadzikistan. Markhor findes i tre varianter: ?

Flat-horned markhor (Capra f. falconeri), hvis udbredelsesområde er det nordlige Afghanistan, Pakistan, Indien og Kashmir. ?

Bokharan markhor (Capra f. heptneri), der findes i Tadzikistan, Uzbekistan og muligvis i det nordlige Afghanistan.

Straight-horned markhor (Capra f. megaceros), hvis levested er Quetta Mountains og Waziristan i Pakistan og Pakistans grænse til Afghanistan i Khyber-passet.

Fælles for de tre varianter af markhor gælder, at de enten er sjældne eller udryddelsestruede. I 1989 skønnede “The Big Game Of The World“ totalt set bestanden til omkring 8.000 individer.