Vildtforvaltningsrådets forslag om reduceret jagt på edderfugle kan være en glidebane, forklarer Finn Watson, som også ser tilbage på et forslag om at leje den frie strandjagt ud i parceller

Læserbrev af Finn Watson

Vandfuglejagtens fremtid

 Jeg har i januar 2022 i et indlæg på ’Strand- og havjagt’ stilfærdigt gjort opmærksom på, at Vildtforvaltningsrådets enige indstilling om en 2-årig fredning af edderfugl i de områder, hvor den indgår i udpegningsgrundlaget, kan være en glidebane i retning af yderligere og muligvis varige artsfredninger i disse områder.

Ordlyden i referatet af mødet i rådet d. 6. december 2021 giver mig fortsat grund til denne bekymring, hvorfor sagsbehandlingen af edderfugl gengives her:

”Edderfugl

Jan Eriksen fortalte, at der først skal fremlægges en forvaltningsplan og i forlængelse heraf en såkaldt ’adaptive harvest management plan’. Forvaltningsplanen forventes tidligst at blive vedtaget af AEWA ultimo 2022. Dertil fortalte han, at DOF og DJ sammen foreslår, at jagten på edderfugl indskrænkes yderligere i to år, så jagt ikke længere er tilladt i fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Dette forslag er grundet i forventningen om, at AEWA vedtager de nævnte planer.

Claus Lind Christensen (DJ) uddybede, at DOF og DJ forventer at reducere antallet af nedlagte edderfugle ved at mindske områder, hvori arten kan jages. Dertil fortalte han, at AEWA’s planer indeholder trusler mod edderfuglen og indsatser for arten. I planerne ses det, at jagt kun er en af flere faktorer, der udgør trusler. Indsatserne er blandt andet levestedsforbedrende tiltag, bifangst, prædation, m.m.

Egon Østergaard (DOF) forklarede, at fuglebeskyttelsesområder, hvor den er på udpegningsgrundlaget, er artens vigtigste levesteder i Danmark, og at det er derfor, man har foreslået en 2-årig fredning der.

Ella Maria Bisschop-Larsen (DN) spurgte, om begrænsning af motorbådsjagt i januar indgår i forslaget.

Egon Østergaard (DOF) svarede, at man også havde beskæftiget sig med dette.

Jan Eriksen konkluderede, at VFR bakker op om forslaget fra DOF og DJ.”

Mit ’modsvar’ mod denne skæbnesvangre udvikling var og er, at der fra jægerside bør samarbejdes om løsninger, der mindsker forstyrrelsestrykket på og udtaget af vandfugle, og her vil et generelt stop for vandfuglejagt op ad formiddagen være en mulighed, der batter.

Det er af nogle blevet opfattet, som om jeg taler for, at strand- og havjagten alene skal bringe dette offer, men faktisk forholder det sig sådan, at jeg ser en generel bestemmelse om begrænsninger i vandfuglejagten, som netop en mulig redning for strand- og havjagten.

Ved at gå med til en generel begrænsning undgår vi, at fuglebeskyttelsesområderne, som det fremgår af ovenstående citat, bliver en kategori, hvor det er nemt og omkostningsfrit at vedtage jagtforbud.

Der er ikke særligt stor forstyrrelse fra den kystnære strand- og havjagt og næppe heller et udtag, der belaster bestandene. Så mine overvejelser går i retning af at finde solidariske løsninger for at redde strand-og havjagten.

Et generelt stop for vandfuglejagt op ad dagen vil gøre det omkostningsfrit at begrænse jagten i de kystnære landområder i fuglebeskyttelsesområderne, da der jo ikke blive tale om at ekspropriere jagtretten – blot regulere denne i tid.

Jeg er nemlig ikke i tvivl om, at den vandfuglejagt, der finder sted på land i fuglebeskyttelsesområderne er en torn i øjet på mange ornitologer  – og mange gange med rette: Horder af svømmeænder nedlægges primært om aftenen efter nedfordring på småøer og strandenge, og et totalt stop for denne praksis vil udløse høje erstatningskrav fra lodsejerne.

Derfor er en fælles løsning for alle vandfuglejægere en god løsning: Jagt om morgenen og et stykke op ad dagen, fred for fuglene resten af dagen og mulighed for at søge naturlig føde i vådområderne til lands og vand om aftenen uden at mødes af kanonader.

Jeg er imidlertid ikke så naiv, at jeg tror, at mine tanker har særligt gode muligheder for at blive realiseret i et klassesamfund som det danske. Dertil er der for store kapitalinteresser på spil for at bevare udsætning af et horribelt stort antal fugle med efterfølgende nedfodring og salg for øje.

Konflikterne mellem ’kapitaljægerne’ og strandjægerne i 1940’erne er beskrevet i Sven Thorsens bog ’Strandjagt’ fra Gads Forlag.

Kapitaljægerne, dengang personificeret i blandt andre Bøje Benzon, Ludvig Svendsen, sekunderet af redaktør Thureholm, ønskede, at staten skulle overtage al jagt på stranden (dvs. vandet) og efterfølgende leje den ud i parceller (Thorsen, s. 272).

Så galt gik det heldigvis ikke, og vilkårene i dag er anderledes.

Truslen mod den frie jagt på stranden kommer ikke længere fra kapitaljægerne, de er nemlig stort set ligeglade med denne jagtform, og fra den kant skal vi heller ikke forvente opbakning: Strandjagten i Danmark er færdig, inden den sidste udsætningsfasan er solgt og skudt.

Truslen kommer i dag fra EU og kræfter i Vildtforvaltningsrådet, der i iver for at vise resultater går efter at beskære den frie jagt mod til gengæld at holde hånden over kommerciel jagt.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »