Det frie og selvstændige søg efter nedlagt vildt er en af de absolut mest vigtige egenskaber hos en apporterende jagthund, men hvordan opbygges et vedholdende og effiktivt frit søg

Af Michael Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

Den jæger, som ønsker at gå til prøve med sin hund, skal tilstræbe en hund som mestrer alle disciplinerne; markering, dirigering og frit søg. Navnlig på retrieverprøver på højt niveau.

Under jagt er hundens evne til at anlægge et energisk og selvstændigt frit søg dog det, man oftest har brug for. Den hund, som har lært at søge selvstændigt, vil kunne løse langt de fleste af de opgaver, den sættes ud på. Derfor er det vigtigt, at man under dressuren er særlig opmærksom på at oparbejde hundens evne til at holde koncentrationen under det frie søg. Det skyldes, at mange faktisk sætter hundens selvstændighed over styr under træningen.

En hund, der er sat ud i frit søg, skal som hovedregel ikke støttes eller animeres. Standser den op under afsøgningen og ser mod føreren, skal man ignorere den diskrete opfordring om hjælp og retningsangivelse. Efter et par sekunders anmodning om støtte vender hunden dog tilbage til søget, og den erfarer hurtigt, at den er alene og skal søge, indtil opgaven er løst.

I mange situationer er man under jagt ikke selv klar over, hvor vildtet befinder sig, og derfor er hundens initiativ meget afgørende. Det gælder ikke mindst under jagt i de tidlige morgen- og aftentimer, hvor der af og til skydes til ænder, som falder uden for synsvidde. I sådanne og mange lignede jagtsituationer, er det vigtigt, at hunden kan afsøge et stort areal uden støtte og hjælp.

Under træningen forud for jagtsæsonen er det vigtigt at opbygge hundens evne til at holde koncentrationen omkring det frie søg. Det vil i praksis sige, at man tilstræber at holde hunden så længe på opgaven, som dens psyke og dressurniveau tillader og ikke længere. Opgaverne med at finde de udlagte dummyer må ikke være så vanskelige, at hunden mister farten og gnisten under søget. Derfor skal den i begyndelsen relativt hurtigt finde frem til en af de dummyer, der er gemt i terrænet.

Gang på gang tilstræbes det at flytte grænserne minut for minut. Der udlægges færre dummyer i terrænet, og man tilstræber, at hundens evne til at arbejde koncentreret også udvides. I sidste ende skal hunden være i stand til at søge i ganske lange tidsintervaller uden indblanding fra føreren.

Under jagt vil man dog af og til støtte hunden i bestræbelserne på at få hunden frem til en evt. anskudt fugl så hurtigt som muligt. Er det frie søg først grundlagt, volder det sjældent problemer at blande sig fra tid til anden. Men under træningen gælder det om at holde både fløjte og hænder i ro.

Det er naturligvis formålsløst, såfremt hunden bliver ved med at finkæmme en del af området, selv om det naturligvis er prisværdigt, at den er grundig. Men det er også vigtigt, at søget er fremadrettet, og at hunden kommer frem i det område, der skal afsøges. Skulle hunden have vanskeligt ved at slippe en del af terrænet, kan man flytte sig en anelse. Men stadig skal hunden ikke bremses i søget eller dirigeres bort fra området.

Alene det, at føreren flytter sig, vil i reglen medføre, at også hunden trækker med i samme retning. Normalt er føreren jo omdrejningspunkt i hundens frie søg, og ved på den måde at flytte sig i terrænet, kan man støtte hunden, uden at den oplever det som hjælp.

Kan man fornemme, at hunden er ved at køre kold og ikke kan finde den eller de dummyer, der er udlagt, kan forklaringen være, at emnet er faldet i et område, der ikke kan bære færten bort fra dummyen.

Det kan også skyldes, at man har arbejdet så meget med hunden, at den er mentalt eller fysisk træt. Uanset årsagen til hårdknuden er det dog vigtigt, at man kommer ud af øvelsen med optimismen og troen i behold.

Derfor er det altid en fordel at have en eller flere reservedummyer med ud i terrænet. Derved kan man liste en ny ud i området, som man ved, at hunden hurtigt vil finde. På den måde vil den føle, at den har løst opgaven, og det truende nederlag vendes til sejr. Næste gang må man dog være mere opmærksom på hundens begrænsning og fortsat tilstræbe, at grænserne skal flyttes, men ikke overskrides.

Terrænskifte

Når man driver jagt med en stående hund eller en spaniel, der søger vildt foran sin fører, er det i mange situationer en fordel, at hunden støtter sig til de skel, der er i terrænet. Den stående hund vil f.eks. typisk vende tilbage mod føreren, når den under søget når markens kant, markeret med ny afgrødetype eller et læbælte etc. Det vil være upraktisk, hvis hunden går gennem læhegnet og afsøger marken på modsatte side, hvor man f.eks. ikke kan se, hvornår den opnår stand. Kun i de tilfælde, hvor hundeføreren direkte kommanderer hunden videre, skal det tillades at springe over de tydelige grænser. Som hovedregel skal skel opfattes som stop.

Men hvor praktisk det end måtte forekomme, at den søgende hund respekterer de fysiske markeringer, lige så upraktisk kan det i mange situationer forekomme, når det drejer sig om apportering af skudt vildt. Nogle hunde kan under søget virke meget hæmmet af grænserne og vil ofte være tilbøjelig til at blive inden for området, selv om lykken ligger gemt få meter inde på den modsatte side. At bevæge sig fra en terræntype ind i en anden kan ganske enkelt virke som en usynlig mur, og det, der burde være et lille fysisk skridt, kan virke som et stort psykisk skridt for hunden.

I stedet for at skifte terræn kan den søge i mange og lange minutter efter en dummy, den har set falde tæt på en lille lavvandet bæk. Men at springe over bækken, forekommer den helt ulogisk, og i stedet vender den hvert et græsstrå på den side af bækken, hvorfra den kom. Lignende træk ses, når der falder en fasan i udkanten af roemarken.

Den mindre rutinerede hund vil da bruge al sin energi på at søge i roemarken eller uden for roemarken. At søge i grænselandet mellem åben mark og den tætte roemark kan virke helt ulogisk. Derfor skal man under terræntræningen være meget opmærksom på at lære den apporterende hund at ignorere de tydelige skel.

En af de bedste andeapportører, jeg har kendt, lod sig aldrig hæmme af terrængrænser og kunne under et frit søg skifte mellem land, vand og sump. Den tog de forskellige terræntyper med i et samlet søgsoplæg og pressede dermed vildtet foran sig. En evt. anskudt and kunne ikke gemme sig i sivskoven, mens hunden afsøgte brinkerne. Ænderne var under konstant pres, og med mindre de på åbent vand valgte at dykke, blev de i reglen hurtigt sorteper.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »