Jægerforbundet mener, at dansk andefuglejagt med fordel kan tage ved lære af amerikanernes adaptive vildtforvaltning! Danmarks mest erfarne jæger vedr jagt i USA giver her en forklaring og ikke mindst en vurdering af den antagelse …

Af Michael Sand

I medlemsblad Jæger kan man i meget positive vendinger læse om den adaptive vildtforvaltning, som Danmarks Jægerforbund (DJ) mener er fremtiden for jagt i Danmark.

I en artikel i Jæger nummer 2, som foreløbig er det eneste sted, hvor man kan forholde sig til DJ’s tanker, argumenteres der for overgangen til den adaptive vildforvaltningsmodel i Danmark.

Desværre refererer artiklen ikke til konkrete eksempler, som underbygger antagelsen om, at adaptiv vildtforvaltning er vejen frem!

Derfor virker argumentationen temmelig teoretisk!

Dog henvises der i artiklen til Nordamerika, som et godt eksempel på anvendelse af adaptiv vildtforvaltning i relation til andefuglejagt! Men artiklen kommer ikke ind på hvorfor Danmark med fordel kan følge amerikanernes eksempel!

Efter Netnatur igen satte fokus på den nye model for jagt i Danmark, har flere budt ind med læserbreve og pressemeddelser om emnet. Vi ved desuden, at artikler, som vil belyse den adaptive vildtforvaltning i et mere videnskabeligt lys, er i støbeskeen og på vej til redaktionen.

Men inden vi tager fat på det tilsendte, har vi fundet det relevant at få lidt bedre styr på det ene konkrete og gennemprøvede eksempel, som argumentation i DJ-artiklen bygger på!

Vi har derfor rettet henvendelse til Danmarks mest erfarne jæger, når det gælder jagt i USA.

Per Kauffmann har ikke alene interesseret sig for storvildsjagten i Nordamerika. Den kendte skribent og forfatter har også jagtet fuglevildt i en række af USAs mange stater. I de senere år har han desuden tilbudt sin erfaring til andre danske jægere via rejsebureauet “Jagt i USA”.

Da han har livslang erfaring med begge landes jagtformer samt ikke mindst de kulturelle og administrative forskelligheder, der gælder vedr andefuglejagt, er han et godt sted at starte, når vi skal forsøge at blive klogere på forbundets argumentation for overgang til adaptiv vildtforvaltning i Danmark.

Netnatur.dk: Kan du ganske kort fortælle om den nordamerikanske andejagtsforvaltning?

Per Kauffmann: Jeg kender den ikke godt nok i til at kunne gøre mig ekspert-klog på hvordan den fungerer, bortset fra at der er store områder i USA, der er jagtfri, når det gælder ænder og i de resterende områder kan jægerne jage frit med udgangspunkt i en baglimit, altså et tal for hvor mange ænder der må skydes per dag per person af de forskellige arter.

Oftest drejer det sig om en håndfuld andefugle, ofte eksempelvis “5 ænder hvoraf der maksimalt må være 1 spidsand, 3 gråænder hvoraf max. 1 må være en hun, 3 skeænder, atlingand, rødhovedet and. 5 gæs, hvoraf max. 3 må være blisgæs”.

Andre steder og på andre arter er baglimit langt større, eksempelvis “20 snegæs”

Hvor disse kvoter kommer fra ved jeg ikke, men de er ret stabile over tid og det er ikke mit indtryk, at der bruges megen energi på at justere dem hverken nationalt eller lokalt.

Der er ikke tradition for udsætning af andefugle i USA, men der bruges megen energi på at forbedre habitater, især på statens arealer som udgør enorme områder.

Netnatur.dk: Hvor mange interesse-grupper er involveret i den adaptive vildtforvaltningsmodel, som anvendes i Nordamerika? Er det kun jægere og vildtbiologer eller er der også andre grupper involveret i forvaltningen?

Per Kauffmann: U.S. Fish & Wildlife Service er den helt dominerende magtfaktor i den amerikanske naturforvaltning og dermed også jagtforvaltning. Man kan sammenligne det med den danske naturstyrelse, blot nyder de langt større tillid i brede kredse og har dermed en langt større magtbase.

De er organiseret stærkt decentralt med “et lille hoved og en stor krop”, i den betydning, at de har føling med de lokale miljøer, når det gælder fisk, fugle, dyr, invasive arter mv. De laver bestandsvurderinger, ynglesuccesvurderinger, bestemmer jagttider, baglimits og håndhæver også loven i form af en hær af allestedsnærværende wildlife-officers, game-wardens mv.

De samarbejder til en vis snæver grad med lokale interessegrupper, herunder også jægersammenslutninger, om de lokale jagttider og afskydningsmodeller, men er ellers i det hele taget autonome i deres arbejde.

Netnatur.dk: Hvordan forholder de amerikanske jægere sig generelt til modellen. Og hvordan ser private lodsejere på den antal-styrede afskydningsmodel?

Per Kauffmann: De fleste jægere synes at være tilfredse med det, jeg har sjældent hørt, at jagttider og baglimits anfægtes. Til gengæld må man sige, at jagtlovgivningen de fleste steder og for de fleste vildtarter er ret liberale, og organisationen er dog også opfattet som pro jagt og pro jægere.

Netnatur.dk: Er der nogle grundlæggende antagelser i Nordamerika, der er anderledes end de danske, når det drejer sig om jagt i almindelighed og andefuglejagt i særdeleshed?

Per Kauffmann: I USA tilhører vildtet “fællesskabet”, altså staten – uanset hvor det måtte befinde sig. En privat lodsejer med hundredvis af vilde ænder i sin sø, opfatter således ingen ejendomsret til vildtet. Det er indgroet i alles bevidsthed og helt underforstået, at han kun må høste af statens vildt i det omfang staten (Fish & Wildlife) mener er fornuftigt.

Den private lodsejer glædes dermed over at have en jagtmulighed i et bestemt tidsinterval og en baglimit på et antal fugle – gratis.

I Danmark er det omvendt, idet vildtet tilhører lodsejeren, der således i høj grad er ansvarlig for forvaltningen af “sit” eget vildt, føler en vis ejendomsret og føler sig berøvet, når naboen tager sin del. Den nuværende danske model har den store fordel, at den kalder på lodsejerens ansvarlighed i forvaltningen, hvorimod den amerikanske overlader forvaltning til staten.

Netnatur.dk: Kan den adaptive vildtforvaltning med fordel implementeres i Danmark, vurderet ud fra din erfaring med hhv dansk og amerikansk andefuglejagt?

Per Kauffmann: Jeg ser ikke mange lighedspunkter mellem den danske og amerikanske vildtforvaltning, hverken nu eller i fremtiden.

I USA er langt størstedelen af jorden og naturen statens ejendom, og alle der har løst jagttegn og købt licenser kan gå på jagt fuldstændig gratis – blot han overholder lovgivningen. Den amerikanske jæger kommer altså i terrænet som gæst og får en mulighed.

I Danmark er størstedelen af jorden privatejet og både lodsejere og de jægere der lejer jagten, føler en voldsom ejendomsret og ethvert indgreb begrænser deres muligheder. Resultatet er modstand mod enhver indblanding eller indskrænkning.

Per kauffmann

 

%d bloggers like this: