Der er i forrige jagtår nedlagt ikke færre en 4.700 vildsvin mere end året før. Dette indikerer, at vildsvinene trives, og bestanden er voksende …

Af Redaktionen

Der blev således sidste år nedlagt 13.900 vildsvin i den nordtyske delstat. Bestanden vurderes til at være vokset med mellem 20 og 30 procent, og væksten ser ud til at fortsætte.

De mange svin går ikke sporløst hen over landskabet, hvor de anretter en del markskader.

– Det koster penge og tid at gøre områderne klar igen, fortæller Holger Schädlich, talsmanden for landbrugsorganisationen Bauernverband til JydskeVestkysten.

Dog er den tyske lovgivning noget anderledes indrettet end den danske på dette område, idet markskaderne påhviler den, som har lejet jagtretten i et givent område. Landmandens økonomiske “tab” er således begrænset til irritationen med at skulle gøre arbejdet flere gange.

Vil også påvirke Danmark

Der er ingen tvivl om, at denne stigning i vildsvinebestanden i Nordtyskland også vil komme til at påvirke antallet af vildsvin i Danmark, hvor den jo officielt ikke forefindes.

Med det store antal majsmarker i Danmark skabes der således fine spredningskorridorer mod nord for svinene, når de krydser grænsen.

Spørgsmålet må jo være, om ikke snart tiden er inde til, at Danmark får lavet en forvaltningsplan for vildsvinet, i stedet for indædt at bekæmpe en art, som for blot 200 år siden var hjemhørende, og som tillige et flertal i befolkningen byder velkomment.

LÆS OGSÅ: De uønskede: Vildsvinet