Sideløbende med, at spansk stenbuk der i dag findes i fire geografiske varianter, introduceres nye steder, og den uddøde pyrenæiske variant er under rekonstruktion, breder bestanden i Sydspanien sig mod henholdsvis øst og vest

Af Henning Kørvel

Da Dr. Werner Trense udsendte hovedværket ”The Big Game Of The World” på Verlag Paul Parey i Tyskland i 1989, blev bestanden af spansk stenbuk (Capra p. pyrenaica) estimeret til omkring 30.000 individer. Men det rækker heldigvis ikke længere.

Nu regner spanierne med, at bestanden der i dag udgøres af fire geografiske varianter, tæller mindst 55.000 individer.

Flest, nemlig over 30.000, findes i det sydlige Spanien, der er hjemsted for den sydøstlige variant, som findes i to udgaver i henholdsvis Sierra de Ronda og Sierra Nevada, der begge har mindre horn end de øvrige stenbukke, men mindst er dog Sierra de Ronda-stenbukkens.

Størst er hornene hos den østlige variant (Tortosa-Beceite), og det er også kendetegnende, at Tortosa-Beceite-stenbukkens pels er mørkere end de øvrige varianters.

Næststørst er hornene hos den vestlige variant (Capra pyrenaica victoriae) i Sierra de Gredos, hvor bestanden estimeres til op imod en halv snes tusinde individer.

Men heller ikke estimatet – 55.000 – vil være aktuelt ret længe.

Stenbukke i navnlig Sydspanien breder sig nemlig langsomt, men sikkert. Det rapporteres således, at der fra Sierra de Ronda-området sker en spredning i vestlig retning imod Cadiz, og i Sierra Nevada har man konstateret, at der sker en spredning i østlig retning.

Det ventes derfor, at spansk stenbuk om føje år vil findes nye steder i landet, hvor den ikke tidligere har haft fodfæste. Og alt andet lige vil en større bestand end den nuværende uvægerligt indebære, at afskydningen øges – til glæde for den del af jægerskaren, der holder af bjergjagt og vilde geder med smukke svungne horn.

Tidligere var bestanden af stenbukke i nationalparken i Cazorla y Segura en af landets største med omkring 10.000 individer. Men bestanden blev i 1980-erne ramt af skab, der eliminerede størstedelen af den.

Så sent som i 1997 døde stenbukke i Cazorla y Segura, der var den spanske diktator, Francisco Francos foretrukne jagtområde, af skab. Og det er endnu ikke lykkedes for bestanden at genvinde tidligere tiders storhed.

Sideløbende med, at den sydøstlige variant af spansk stenbuk skyder frem mod henholdsvis øst og vest, og dermed er i færd med at vinde fodfæste nye steder, så er varianten i Sierra de Gredos vest for Madrid også ved at øge sit udbredelsesområde.

Varianten herfra er således introduceret i Picos de Europa nationalpark i León. Og som om det ikke er nok, så udfoldes der ihærdige bestræbelser på at genskabe den pyrenæiske variant (Capra p. pyrenaica), der uddøde i år 2000.

Med æg, indsamlet fra et hundyr i den beskedne bestand i 1999 udførte forskere en kloning, der endnu ikke er lykkedes, idet afkommet ikke overlevede. Men til trods herfor er bestræbelserne ikke lagt på hylden. Og hvem ved: Måske vil den pyrenæiske variant af spansk stenbuk genopstå engang ude i fremtiden.

Selv om den pyrenæiske variant brillerer ved fravær i det nuværende bestandsbillede, så repræsenterer estimatet 55.000 ikke desto mindre en succeshistorie.

Bestanden af spansk stenbuk befandt sig nemlig på udryddelsens rand for 200 år siden, dels på grund af for stor jagtlig udnyttelse, og dels fordi stenbukkene skulle konkurrere med tamme får og geder om den tilgængelige føde. Som følge heraf forsvandt stenbukken fra bjergene i Cantabrien i 1800, og i 1870 kom turen til pyrenæisk stenbuk i den franske del af Pyrenæerne.

Men takket være en restriktiv jagtlovgivning og Francos oprettelse af nationalparker ændrede billedet sig fra 1950 radikalt, og har udviklet sig til den succeshistorie, som glæder naturelskere og jægere verden over med passion for henholdsvis at skue og i jagtligt øjemed udfordre bjergenes ukronede monark.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »