I følge WWF er et vildsvinehegn langs grænsen til Tyskland en forfejlet løsning, der vil smadre vores danske natur og skabe store problemer for en masse vilde dyr

Af Thor Hjarsen, seniorbiolog, WWF Verdensnaturfonden

Der er selvfølgelig mange gode grunde til, at regeringen og Dansk Folkeparti vil passe på den danske
svinekødsproduktion og eksport i milliardklassen. Men det 70 kilometer lange hegn kommer ikke til holde vildsvinene ude af Danmark – de kan sådan set bare svømme udenom.

Til gengæld kommer hegnet til at skære vores Natura 2000-beskyttede områder over i det danske naturlandskab samt forhindre og besværliggøre vilde arters spredning. Det var nok ikke det, der var politikernes oprindelige plan. Mon ikke de skulle have lyttet til eksperterne, før de begyndte at drømme om et langt, langt hegn på tværs af Danmarks vilde natur?

Men hvilken skade gør det hegn så? Ikke så lidt

Visse vilde pattedyrarters bevægelsesfrihed er i Europa sikret af Bernkonventionen og Habitatdirektivet. Men dette grænsehegn vil efter WWF Verdensnaturfondens opfattelse være i strid med disse internationale aftaler. Desuden vil der kunne opstå dyreværnsproblemer, da der vil være øget risiko for, at for eksempel hjortevildt kan hænge fast i hegnet. Endelig er det uvist, hvilken type hegn der er planer om at opføre, og hvis det bliver et fintmasket trådhegn vil for eksempel oddere heller ikke kunne komme igennem.

Vildsvinehegnet vil altså gennemskære landskaber og natur, hvor de vil hindre såvel menneskers og vilde arters bevægelsesfrihed. Turistbranchen har allerede protesteret. 320 privatejede matrikler vil blive påvirket, da cirka 60 af de 70 kilometer hegn skal løbe hen over privatejet jord.

Hegnet skal skære sig igennem det sønderjyske landskab, gå igennem en lang række §3- og EU-beskyttede naturområder, for eksempel Natura 2000-områderne Tøndermarsken og Frøslev Mose/Jardelunder Moor.

WWF Verdensnaturfonden har i dag givet miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) en masse obs-punkter og forslag til bedre løsninger i et høringssvar på lovforslaget om vildsvinehegnet. Vi håber og regner med, at ministeren vil lytte til eksperterne, før han giver grønt lys til at pløje et hegn tværs igennem vores beskyttede natur og hæmme vilde dyrs naturlige spredning.

Vildsvin er den danske naturs ven

Vildsvin er en naturlig hjemmehørende art i Danmark, som er vigtig for natur og biodiversitet. Vildsvin er faktisk én af de nøglearter, som mangler for at skabe mere dynamik i naturen. De roder for eksempel i skovbunden og på enge, så der bliver plads til blandt andet lys- og varmekrævende planter og insekter. Det er også derfor, at vildsvin sættes ud på flere hegnede privatejede naturområder herhjemme. De forbedrer simpelthen områdernes biodiversitet.

Regeringen og DF har med hegnet og handlingsplanen om vildsvinene erklæret udryddelse af en dansk, hjemmehørende nøgleart – i samarbejde med jægere, der med svinepesten som undskyldning kan skyde vildsvin døgnet rundt. Det er ikke en ok måde at håndtere problemet. Lad os dog finde en løsning, der ikke skader mere, end den gavner.

Hvis ikke et hegn på tværs af Danmark, hvad så?

Ja, der er flere muligheder, men den mest oplagte vil være at hegne de svin ind, der reelt er i farezonen.

Nemlig de fritgående svin. Sådan har man for eksempel valgt at løse udfordringen i Tyskland.

Langt størstedelen af de danske svinebesætninger går jo ikke frit rundt, men bliver holdt i store, isolerede staldsystemer med moderne beskyttelse. Her kommer ingen ind uden at iføre sig hvide overtræksdragter og desinficerede støvler. Heller ikke vildsvin med afrikansk svinepest. Det er andre steder, politikerne skal kigge, når vi taler effektiv forebyggelse af smitte.

Ifølge tyske veterinærer og sågar vores egen fødevarestyrelse er de primære smitteveje for afrikansk svinepest ikke vildsvin, men derimod dyretransporter, mennesker og fødevarer, som kommer i kontakt med ikke-inficerede svin. At levende svin transporteres oftere end nogensinde over den dansk-tyske grænse udgør langt den alvorligste spredningsrisiko, samt at disse transporters chauffører for eksempel dropper en inficeret pølsemad på en rasteplads.

Helt i hegnet

I det hele taget kunne vi gøre som i Tyskland og fokusere på rengøring og desinfektion af lastbiler, foretage kontrol af affaldshåndtering, sikring af affaldsspande samt øget informationsmateriale ved færgelejer og motorvejsrastepladser.

WWF Verdensnaturfonden har naturligvis bedt om aktindsigt i beslutningsgrundlaget for vildsvinehegnet.

For eksempel hvor effektivt vurderer ministeriet selv hegnet? Og hvordan mener man, det vil påvirke naturen og de vilde dyrearter? Belejligt nok har Miljø- og Fødevareministeriet ikke tid til at efterkomme vores anmodning, før høringsfristen udløber i dag 5. april.

Så kære politikere, klap nu lige grisen et øjeblik, tag en dyb indånding og anvend viden og forskning i beslutningerne i stedet for endnu en gang at tilsidesætte naturen og opføre dette vildsvinehegn, der helt klart er helt i hegnet.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...