Navnet William Finaughty siger ikke ret mange noget i dag, men han var en af de første store elefantjægere i det sydlige Afrika, der fra 1865-1870 nedlagde omkring 500 elefanter

Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)

HISTORIE: William Finaughty (1843-1917) var en af de tidlige elefantjægere i det sydlige Afrika. Han blev født i Gramahstown (Sydafrika) i 1843 som søn af en grovsmed. Han foretog sin første storvildtsekspedition til Transvaal 1864. Allerede på det tidspunkt var området tømt for elefanter, og i stedet for jagede han wildebeest og forskellige antilope-arter.

Den første store elefantjæger

Ved Vall River stødte han på handelsmanden Edvard Chapman, der ejede en forretning i Kuruman og hvert år foretog en rejse til Bechuanaland og Matabeleland. Sammen med ham og en anden handelsjæger, William Francis, besøgte han Khama, kongen af Bechuanas og jagede bøfler her.

Matabele-kongen

I slutningen af juni 1864 nåede ekspeditionen frem til Mzilikrazi’s Krall, og Finaughty så for første gang Matabele-kongen og beskrev ham senere som et psykisk vrag – gammel og lam.

Finaughty tilbragte vinteren 1864-1865 i et job i Chapman’s forretning, og i maj 1866 drog de sammen med Richard Clarke og en velkendt Griqua-jæger, Haws (Hans) Hai til Matabeleland. Her stødte de på et andet selskab af berømte elefantjægere: The Hartley’s (Henrik og hans sønner Fred og Tom), George Philips, James Gifford, Thomas Leask, Phil Smith, Cap Wilkinson, Tom Maloney, Christian Harmse og Karl Mauch.

På rette hylde

Finaughty havde omsider fundet sin hylde. Og i løbet af no time skød han ni elefanter – flere end de andre jægere i selskabet, hvilket gav en vis misundelse. Udelukkes kan det heller ikke, at dette gjorde ham lidt paranoid. Hans karakter var ikke af de mest stabile, hvilket bl.a. kom til udtryk ved, at mistænksomheden over for alt og alle var en del af hans psykologiske bagage.

Ledsaget af to sorte hjælpere skilte Finaughty sig nu ud fra gruppen, og han skød ret hurtigt yderligere otte elefanter – alle køer. Med den elefantjagt, han oplevede sammen med sine sorte hjælpere og deres heste, indledte han det jagteventyr, der stadig drøftes blandt storvildtsjægere over hundrede år senere.

Han jagede hovedsagelig elefanter nord for Shashi River, som han nærmest betragtede som sit private revir, men han involverede også Mashonaland og lejlighedsvis Matabeleland, hvor han skulle betale en afgift til kongen for at jage.

Gik på turnus

På den tid dannede elefantjægere grupper og splittede dem op igen, ligeså hurtigt de blev dannet. Og de samme navne går igen i forskellige kombinationer.

Men turnus-listen ændrede sig kun, når nye deltagere kom til, eller ældre i gruppen kom ud for en ulykke og udgik. Henry Hartley leverede i sin karriere som elefantjæger omkring 1.200 elefanter sammen med sine sønner, og karakteristisk for deres metode var, at de altid skød til den samme elefant samtidig. Men det var ikke jagt, der blev drevet på den tid. Heller ikke Finaughty’s.

Det var rendyrket business med elfenben og huder som hovedprodukter. Finaughty skød sine omkring 500 elefanter med, hvad der betegnes som gammeldags rifler. Hans oplevelser blev først formidlet som en avisserie, og 1916 udkom ”The Recollections of an Elephant Hunter”, berømt for dens spændende, stærkt krydrede fortællestil.

Mange år senere har eftertiden dog fundet ud af, at flere af de navne og datoer Finaughty opgiver, er forkerte. Flere informationer er desuden taget ud af deres kronologiske sammenhæng. Men fejl i detaljer ændrer til gengæld ikke ved, at hans beretninger er korrekte. Herudover beundres han for mod og mandshjerte til at udtrykke sin mening.

“Finaughty var en hård mand – ikke nem at samarbejde med, men han må have haft charme.”

Hvis ikke er det svært at forstå, hvorfor ingen stak ham en kugle. I sine memoirer fortæller Finaughty om sig selv og sine oplevelser gennem et ”sandhedsfilter”. Han solgte skydevåben til Matabele og andre stammer. Officielt primært for at få adgang til jagt, men uofficielt er det en kendsgerning, at han afskyede boere. Han var i det hele taget ikke vild med afrikanere og kunne dybest set nok heller ikke lide sit eget folk.

I sin bog fortæller han således om en episode med en bushman, der havde stjålet én af hans okser og dræbt den efter at have skåret dens haser over. Bushmanden skød mod Finaughty på en afstand af cirka 100 yards og kuglen gik i jorden lige foran hans hest. Så begyndte han at løbe, men nåede ikke ret langt bort … Elefantjagt var på den tid ikke ufarlig for jægerne.

Ikke den store pålidelighed

Percussionsriflerne var nemlig ikke særlig pålidelige og heller ikke kraftige nok til at dræbe Afrikas farlige storvildt med ét skud. Det tog ofte et dusin skud eller flere at få en elefant eller et næsehorn ned. Elefantjægeren Gordon Cumming brugte engang 57 skud til en elefanttyr, før den var forendt.

Omkring 1880 kom moderne magasinrifler med kraftigtvirkende patroner på markedet, hvilket ændrede jagten på tykhuderne totalt. Sammen med broren, Henry, etablerede Finaughty en forretning i Shoshong, som de drev indtil 1875. Omkring 1879 åbnede han forretning i Mamusa og giftede sig samtidig med Elizabeth Krause.

Parret fik 10 børn. Mindst én søn, William Jr., fulgte i sin fars fodspor i jagtbranchen som professionel jæger. Han blev dog dræbt i en vådeskudsulykke under en løvejagt efter 1917.

I 1878, mens Finaughty drev forretning i Mamusa, tog han og partneren J.B. Taylor på en kombineret jagt- og forretningsrejse. Taylor var 18 og Finaughty 35 år. Da de krydsede over Hartz River, blev de kontaktet af en sort kriger til hest med en besked fra den lokale høvding.

Denne forlangte cognac og krudt som betaling for, at de rejste gennem hans land. Finaughty ladede sin riffel, tog omhyggeligt sigte og skød en sorthvid fugl i et træ cirka 50 yards borte. ”Sig det er mit svar”, meddelte han krigeren, hvorpå han og Taylor uantastet rejste gennem området.

Da Boerkrigen brød ud 1870, forlod han området for at slå sig ned på en farm i Transvaal fra 1883-1887.

I 1894 flyttede han og hans familie til Rhodesia og bosatte sig på en farm. Under Matabele-Revolten 1896 sendte han kone og børn til Bulawayo og tog selv ophold på en nabofarm.

Efter revolten startede han en kvægfarm, dog ikke med stor succes, idet alle dyrene døde under et udbrud af kvægpest. Han fortsatte med at bo på Umguza-farmen indtil 1914, hvor hans søn, den professionelle jæger, William Jr., tog ham hjem til sig i hjemmet ved Kafue River.

Han var rask og rørig indtil sin død 1917. Men Finaughty – den første store elefantjæger – har efterladt sig fingeraftryk og vil blive erindret som én af eventyrerne, der oplevede storvildtsjagtens guldalder.

LÆS OGSÅ: Afrikas sidste store jæger

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »