Vildtbiolog Egon Bennetsen retter sønderlemmende kritik mod Jægerforbundets kæberapport

Tekst og foto Egon Bennetsen, Vildtbiolog og skovejer

EN NY FAG- RAPPORT FRA DANMARKS JÆGERFORBUND VISER PÅ FORNEM VIS, HVORFOR MAN SKAL AFHOLDE SIG FRA AT BRUGE KÆBEUNDERSØGELSER TIL AT VURDERE ANDELEN AF VOKSNE 8+ HJORTE I DEN LEVENDE BESTAND.

TANDSNITMETODEN ER STATISTISK UNDERKENDT UNDER DANSKE FORHOLD, OG EN RÆKKE AF RAPPORTENS ØVRIGE HELT GRUNDLÆGGENDE FORUDSÆTNINGER KAN IKKE OPFYLDES.

ALT DETTE ER DER SET STORT PÅ I ET EKSEMPEL FRA THISTED KOMMUNE.

DET ER RYSTENDE.

Mads Flinterup og Jesper Kjær Illemann (F & I) har udgivet en DJ – fagrapport med titlen:

Resultater fra Kæbeindsamling 2016/17

http://www.kronhjorte.dk/wp-content/uploads/2017/11/K%C3%A6berapport-2016-17.pdf

Figurer i denne artikel er på nær figur 1 fra rapporten.

Jeg vil koncentrere mig om tandsnitmetoden som middel til at overvåge bestanden og afskydningen, herunder om man har nået den fastsatte målsætning om: ”en andel på 5 % ældre hjorte (8+ år) i forårsbestanden

1) Tandsnitmetoden:

Den eneste danske undersøgelse af 37 krondyr med kendt alder, har ved en regressionsanalyse vist en rystende lav forklaringsgrad (R 2) på 0,52, og har dermed ikke kunnet validere tandsnitmetoden under danske forhold. Forfatterne har påfaldende nok ikke refereret til undersøgelsen, skønt det er den eneste af sin slags i Danmark. I nævnte undersøgelse ville en acceptabel afvigelse på alder +/- 1 år give en R2 – værdi på over 0,95.

Se: https://www.netnatur.dk/game-dj-dce-sendt-taelling/

Allerede af den grund burde Danmarks Jægerforbund og DCE aldrig have spildt tid og ressourcer på indsamling af kæber og snitning af tænder. Det er den primære fejlkilde i rapporten.

2) Stikprøven:

F & I skriver, at man skal have:

Adgang til en repræsentativ stikprøve af de voksne hjorte nedlagt i den pågældende kommune.

Med de små tal man opererer med kommunevis, bør man vel undersøge alle hjorte – ikke kun en stikprøve.

(Forfatterne deler hjortene op i spidshjorte og voksne hjorte. At kalde 2- årige hjorte for voksne virker besynderligt).

3) Definition af 5 %:

F og I skriver, at:

Dette har senere udmøntet sig i en målsætning om, at fem procent af hjortene skulle være mindst 8 år.”

Dette er en korrekt forståelse af den nationale målsætning (se Sunde & Haugaard: Forventede bestandseffekter af ændringer i jagten på krondyr Cervus elaphus: 2016, s. 4).

Senere i rapporten skriver de pludseligt:

”5 % af forårsbestanden skal udgøres af hjorte på mindst 8 år.

”Målsætningen er vurderet som opfyldt, når en opgørelse af udbyttet af den pågældende bestand over en treårig periode viser, at 5 % af udbyttet af forårsbestanden (dvs. voksne og etårs dyr) udgøres af hjorte på mindst 8 år.”

Nu ændrer forfatterne altså definition og regner andelen af 8+ hjorte i forhold til hele kronvildtbestanden – altså både hinder og hjorte!

Det har forfatterne så brugt i et regneeksempel fra Thisted Kommune:

så udgør hjorte på mindst 8 år 6% af det samlede udbytte af forårsbestanden i Thisted kommune”; se Figur 12.

(Bemærk: De 6 % 8+ hjorte i den lille cirkel til højre, udgør ikke 6 % af denne cirkel, men derimod 6 % af den store cirkel til venstre, som repræsenterer alle dyr – hjorte såvel som hinder.)


Det er jo så grov en fejl, at det er utroligt, at den kan forekomme i en fagrapport med to forfattere, en redaktør og en faglig kommentering fra en medarbejder ved Institut for Bioscience ved Århus Universitet.

Hvis vi skal overføre de 6 % til % – del af hjortene, vil det alene ved et kønsforhold på 1:1 mellem hjorte og hinder give en procentdel på hjortene alene på 12 %. Med den fordeling af udbyttet på hjorte og hinder, der er vist i fig. 12, giver det en procentdel på 12,8 % ældre hjorte. En så stor procentdel af 8+ hjorte i den levende bestand er helt umuligt at opnå uden for dyrehaver, og det leder over i den sidste forudsætning, jeg behandler i denne artikel.

4) Skudte dyr contra levende bestand.

F og I forudsætter:

”Første antagelse er, at den stikprøve, som er detailindberettet, har samme fordeling som det samlede udbytte i kommunen.

Anden antagelse er, at udtaget af hjorte afspejler bestanden af hjorte.”

Konkret antager forfatterne altså, at den fordeling, der er detailindberettet på kalve, hinder/smalhinder, spidshjorte og 2+ hjorte, gør sig gældende for alle 422 indberettede dyr. Det vides ikke. Alle burde derfor indberettes fordelt på grupper.

Da det naturligvis er andelen af 8+ hjorte i den levende bestand, der er interessant for den nationale målsætning, er det selvfølgelig helt afgørende, at de skudte dyr i alle aldersklasser udgør den samme procentdel af de levende dyr. Altså at de nedlagte hjorte er repræsentative for den levende hjortebestand.

Det sker f.eks. i denne ”idealbestand” i figur 1, hvor der på hvert alderstrin skydes hver tredje hjort.

Så ved man, at den levende bestand før jagt er 3 gange de skudte dyr.

I DJ-fagrapporten finder vi denne figur over de skudte hjorte:


Hvis vi udskiller hjortene fra Thisted Kommune, får vi:

 

Alder Antal
år

2             1

3            11

4             3

5             8

6             3

7             3

8             3

9             3

10           1

 

Figur 10 og datasættet for Thisted Kommune giver anledning til en række kritiske overvejelser, som alle viser, at forfatternes antagelse om, at de skudte hjorte repræsenterer de levende, er helt uholdbar:

Overvejelse 1

I en nogenlunde stabil bestand eller i en bestand der er stadigt stigende på grund af øget tilgang af kalve år for år,  vil der nødvendigvis være et stadigt mindre antal på hvert alderstrin. Der dør jo nogen for hvert år, og derfor vil der på næste alderstrin være færre end på det foregående trin.

Det er mildt sagt ikke tilfældet i figur 10.

At aldersfordelingen i dette skudte materiale umuligt kan komme i nærheden af fordelingen i den levende bestand burde være indlysende. Den er stedvis omvendt.

At der kun er skudt 1 toårig hjort, betyder jo, at der netop er forholdsvis mange levende efter jagtsæsonen. Modsat de 3-årige, hvor den større afskydning må betyde en forholdsvis mindre levende bestand.

Skulle antagelsen om, at de skudte dyr aldersmæssigt afspejler den levende bestand være gældende, ville det her betyde, at der skulle være 11 x flere 3-årige end 2 -årige hjorte i bestanden, hvilket naturligvis er absurd.

Endvidere ville antagelsen her betyde, at der i bestanden var lige mange hjorte i aldersgrupperne 6 – 7 – 8 – 9 år. Hvordan kan det lade sig gøre, når der dør nogle hvert år?

Antagelsen om, at man ved at tage gennemsnitstallet fra tre år vil kunne eliminere usikkerheden i denne antagelse er fejlagtig. De 2 næste år kan meget vel se lige sådan ud, eller have andre lige så tilfældige eller systematiske afvigelser.

Og tallene kan i årevis ligge forholdsvis stabile, selv om bestanden er konstant stigende.

Den anden antagelse er derfor fuldstændig horribel, og det konkrete eksempel fra Thisted Kommune burde straks have gjort det lysende klart for forfatterne, at denne helt grundlæggende antagelse ikke kan anvendes til validering af den nationale målsætning om ældre hjorte.

Overvejelse 2

En anden faktor, der yderligere umuliggør antagelsen om, at aldersfordelingen af de skudte dyr afspejler de levende, er den ødelæggende ”mellemhjortefredning”, der er indført mange steder.

Når der ikke må skydes 6- og 8 -ender hjorte, og man samtidig ikke ved, hvor stor en procentdel disse hjorte udgør på de enkelte alderstrin, kan man jo ikke korrigere for denne skævhed i afskydningen

Overvejelse 3

I indberetningen af jagtudbyttet optræder kun de skudte dyr. De frivilligt indleverede kæber repræsenterer nok først og fremmest den dagsorden, indsenderen ønsker fremmet, og der er ingen garanti for, at de indleverede kæber er repræsentative for alle skudte hjorte.

Men selv om alle kæber blev indleveret, kan man ikke tage højde for den tiltagende dødelighed af andre årsager end jagt.

Fra det 6. år er den naturlige dødelighed stærkt stigende på grund af brunstkampe og fra ca. 16 år på grund af alderdom.

For 6+ brunsthjortene i Thy, som jeg har filmet i mange år, vil jeg skønne, at 1/3 af dem dør i kamp eller af alderdom.

De kommer naturligvis til at mangle i det indleverede materiale, selvom de i høj grad har været til stede i den levende bestand og medvirket til at opfylde den nationale målsætning.

Derved bliver andelen af 6+ års hjorte undervurderet i f.eks. Thy, som har en relativ høj andel af disse.