“Jægerstanden har som gruppe fejlet big time”, lyder det fra en suppleant til Danmarks Jægerforbunds hovedbestyrelse, der mener, at et billede af syv nedlagte hjorte skal føre til kvoter og arealkrav

Netnatur kommentar

(se LINK til ny artikel fra 8. februar 2019: Jæger taler ud om nedlægelse af 7 kronhjorte) 

Dette foto viser med al tydelighed, at vi jægere som gruppe har diskvalificeret os som vildtforvaltere.

Sådan indleder supplant til Danmarks Jægerforbunds hovedbestyrelse et opslag i den største gruppe på Facebook med jagt som omdrejningspunkt.

Kvoter, arealkrav eller lignende er nødvendigt, lyder det i overskriften, hvor det også nævens, at jagttider ikke er nok.

HB-suppleanten underbygger sin holdning med, at de syv hjorte er nedlagt under forhold, som han finder uetiske og han slutter sin indlæg af med at påpege, at

jægerstanden som gruppe har fejlet big time,

Indslaget udløste i løbet af ganske kort tid over 400 indlæg i Facebookgruppen “Alle os, der går på jagt”, hvorfra hele tråden dog af uvisse årsager efterfølgende er blevet slettet.

På Facebooksiden “Hjortevildtforvaltning i Danmark” fortsætter debatten dog og her kan opslaget, inkl. det omtalte foto med de syv nedlagte hjorte, stadig ses.

Rigtig og forkert

Her på siden går vi normalt ikke ind i debatter, som vi mener først og fremmest skal betegnes som et lokalt anliggende. Og da vi ikke har andre informationer end at hjortene er nedlagt indenfor lovgivningens rammer, er spørgsmålet om rigtig og forkert først og fremmest et spørgsmål, der er relevant for de naboer, der deler vildtbestanden.

Men … der er også principielle lag i debatten og som det blev berørt i HM Dronningens nytårstale 2018, er det sammenhængskraften og forståelsen for rigtig og forkert, som får velfærdsstaten til at hænge sammen.

Tilsvarende er det forståelsen for rigtig og forkert, som får den frie jagtret til at hænge sammen.

Kun hvis vi har en nogenlunde ensartet opfattelse af rigtig og forkert kan vi drive jagt, som vi gør i dag. Når det gælder jagt, er de uskrevne regler mindst lige så vigtige som de skrevne, når ellers begge dele følger med tiden og justeres løbende.

For lidt eller for meget

Herfra vil vi derfor ikke kommentere på etikken i nedlæggelsen af de syv hjorte, ligesom vi ikke vil undersøge rigtigheden i de forhold, som hjortene skulle være nedlagt under. De informationer står alene for HB-suppleantens egen regning.

I stedet vil vi opfordre til, at man flytter fokus til fugleperspektiv og holder sig for øje, at hver gang, der er en jæger eller to “der skyder for meget” er der langt flere “der skyder for lidt”. I modsat fald ville en stor del af vores nøgle-vildtarter som f.eks. hjortevildt, gæs og skovduer næppe øge i antal.

Overordnet set reguleres afskydningen i Danmark via jagttiderne og det fører efter alt at dømme til bæredygtig jagtudøvelse. Lokalt kan der dog være sorte huller, hvor i det mindste nogle jægere oplever, at jagten udøves uden respekt overfor de naboer, der skal høste af den samme vildtbestand. Dette problem bør i følge HB-suppleant til Danmarks Jægerforbund løses ved indførsel af kvoter og arealbegrænsning. Hvorvidt det eventuelt kommende medlem af Jægerforbundets hovedbestyrrelse er på linje med forbundet i denne betragtning er vanskeligt at vurdere eftersom forbundet på den ene side tager afstand fra arealbegrænsnng og på den anden side er set argumentere for regulering af jagten helt ud på ejendomsniveau.

Biotop-begrænsning

Set fra oven er det også væsentligt at huske på, at kvoter og begrænsninger i forhold til arealets størrelse meget vel kan føre til en debet om arealets beskaffenhed og et jagtområdes samlede bidrag til vildbestanden.

Begrebet biotop-begrænsning er allerede lanceret som modreaktion til areal-begrænsing blandt jægere med interesse for denne debat, da det findes urimeligt, at områder, som af forskellige årsager ikke har særlig høj værdi for vildtet, tilægges lige så høj vægt, som områder med høj biologisk værdi. En hektar er ikke blot en hektar, er tankegangen bag principperne i biotopbegrænsning.

Endelig er der næppe tvivl om, at debatten om arealbegrænsning og kvoter meget hurtigt vil brede sig som ringe i vandet og dermed påvirke andre områder af jagten.

Hvis der skal lovgives mod nedlægge syv hjorte på en enkelt dag, skal der da også lovgives mod (for) stort udbytte, når det gælder jagt på gæs, edderfugle, duer og skovsneppe?

Skal vi stoppe, når vi har skudt to, fire eller syv stykker fuglevildt ? Og er drømmen om det helt store træk, dermed begravet under regler og begrænsninger, som måske ikke er nødvendige eftersom en række arter trods alt er i vækst … og eftersom jagten i almindelighed betragtes som bæredygtig af de institutioner, som myndighederne har sat til at vogte jagtudøvelsen i landet?

Velvidende at fordeling af afskydningen hen over skel ind imellem kan være konfliktfyldt, er det vigtigt, at man tænker sig om inden man gør et lokalt problem til et generelt problem.

Den første sten

Den uskyldige er naturligvis i sin gode ret til at kaste den første sten, men vil man fastholde drømmen om et udbytterigt krikandetræk og duetræk og ikke mindst jagten på udsat vildt, som vi kender den i dag, er det vigtigt, at man holder hånden i lommen og fortsat løser eventuelle konflikter hen over skel.

I teorien burde det ikke vær så vanskeligt, selv om der kan være langt fra teori til virkelighed. Ikke alle nabokonflikter ender i fryd og gammen og siden tidernes morgen har der været slanger i paradis. Det vil der også være, hvis Jægerforbundets suppleant til hovedbestyrelsen får magt, som han har agt.

Man kan ikke lovgive sig ud af alle problemer og uanset hvordan man end ser på rimeligheden i nedlæggelsen af de syv hjorte, er der næppe noget effektivt alternativ til jagtetik og en åben og evig debat om hvad der er rigtig og forkert.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...