Med sit karakteristiske udseende, er gravanden nemt genkendelig i sin hvide fjerdragt med det brune brystbånd, røde næb og grønne hovede

Af Redaktionen

Gravanden (Tadorna tadorna) er på størrelse med en mindre gås. Kønnene er tillige næsten ens; hannen har dog en større rød knop på næbbet.

Hvert år i juni-juli trækker tusindvis af gravænder fra ynglepladserne i bl.a. Vestnorge og Sydsverige til Vadehavet for at fælde svingfjerene.

Efter fældningen spredes fuglene til flere forskellige områder langs de danske kyster for at overvintre, og i marts-maj trækker de igen til yngle-pladserne. I isvintre søger gravænderne dog helt væk fra Danmark.

Op mod 27.000 gravænder overvintrer i Danmark, og omkring 2.500 gravandepar bliver i Danmark for at yngle.

Gravandens levevis

Gravanden yngler først og fremmest langs kysterne, men er blevet mere almindelig forekommende i søer og ved vandløb. Hvert par etablerer et fødesøgningsterritorium, som ved kysterne inddrager strandeng og sandbanker ud for kysten.

Gravanden ynder at benytte en forladt grævlinge- eller rævegrav til redebygning.

“Gravanden har fået sit navn, fordi den ofte graver et hul til sin rede”

Som den eneste andefugl hjælper begge forældre med yngelplejen.

Føden består overvejende af snegle, muslinger og krebsdyr. Til tider tager gravænderne spildkorn fra de dyrkede marker. Det er et krav til levestedet, at fødesøgningsområderne er relativt uforstyrrede.

Hvad kan hjælpe arten?

Ved at begrænse færdsel (sejlads, fiskeri m.v.) i fourageringsområderne i perioden oktober til april kan man medvirke til at sikre gode fødesøgningsmuligheder for gravanden.

Det er også vigtigt, at bevare eller øge arealet af fourageringsområderne.

Kilde: Naturstyrelsen