Mennesker har evnen til at tænke logisk og resonere sig til sammenhænge. Den evne besidder hunden ikke i samme grad

Af Michael Sand

DEN TOBENEDE HUND

Mennesket har fire ting, vi kan forholde os til, når vi står overfor en opgave, der skal løses. Hunden har kun to. I de to første artikel blev der set nærmere på hundens brug af instinkter og erfaringer.

I denne artikel gælder hundens brug af logik

Læs: Den tobenede hund

En aften faldt jeg i snak med en familifar om mennesker og hundes brug af logikken.

Manden nævnte et tankevækkende eksempel med hans tre år gamle dreng. Drengen kendte til ordet pind og til ordet lys, og da drengen så en lommelygte for første gang, sluttede han sig til, at dette måtte være en lyspind.

Det spændende spørgsmål er naturligvis, om hunden har barnets evne til følgerigtig tænkning.

For at kunne svare på dette spørgsmål kræves det, at man i sagens natur skal være i stand til at isolere den logiske beslutning fra de øvrige former for tankevirksomhed. Det være sig den instinktive og erfaringsmæssige. I praksis er dette næppe muligt.

Det lugter da stadig lidt af fugl og så skal det apporteres. Det er hundelogik. Hunden kan ikke logisk resonere sig til om fuglen er spiselig eller fordærvet. Det må den lære via gentagelse og opbygning af erfaring

Vi kender alle én, som hævder, at hans eller hendes hund er ualmindelig dygtig. På jagt og prøve viser situationen sig at være en ganske anden.

Ifølge samme fører er hunden som forvandlet. Den ignorerer kommandoerne og styrer helt efter eget forgodtbefindende. Føreren hidser sig op, føler sig krænket og kalder hunden for både fej og ulydig.

Nødvendigvis hænger det ikke sådan sammen. Måske er det synet af de øvrige jagthunde, som giver hunden forestillinger om, at et interessant stævnemøde er i vente. Og selv om den desperate hundefører peger mod dammens dynd og skriger apport, hjælper det ikke. Og da slet ikke såfremt en tæve med viftende hale giver associationer, som trækker hundens opmærksomhed i en helt anden retning.

Førerens kommandoer er med andre ord kun forbundet med en bestemt adfærd under bestemte forhold.

Såfremt den kun har hørt apport i tilknytning til den hjemlige andedam, skal man ikke forvente, at hunden knytter de forbindelser mellem apport og adfærd, som vi ønsker.

Det er altså ikke fordi, hunden har problemer med hukommelsen, at man må træne hyppigt. Ej heller er det for at opnå en form for militaristisk perfektion.

Det skyldes derimod, at man må knytte en klar association mellem kommando og den ønskede adfærd.

En forbindelse der er så kraftig, at den straks leder hundens opmærksomhed i den ønskede retning.

Dette er vel også forklaringen på, at man ofte ser uerfarne hundetrænere nå forbavsende langt med deres hunde.

Grundet nyhedens glødende interesse træner de ofte mere hyppigt end de mere rutinerede. Dermed bliver kommandoerne så fasttømrede, at selv hundens mest pirrende impulser viger, når kommandoerne falder.

Hunden besidder ikke den logiske sans, der gør den i stand til at slutte sig til, hvad det er, vi forlanger af den. Den gør bare, som den plejer.

Der findes dog hundevenner, som indædt påstår, at hunden er logisk tænkende. Og kører de først de tankevækkende hundebedrifter i stilling, kan ingen teoretisk fæstning bevise det modsatte. Man bør dog være kritisk over for det, som man – med lidt god vilje – tolker som en logisk tankevirksomhed hos hunden.

Jeg vil bruge et eksempel fra en efterårsdag, hvor vi trænede nogle hunde op til en markprøve.

En hund havde jagtet harer hele efteråret, da den ofte deltog på jagter, hvor denne skik eller uskik var accepteret. Men da den under forårets første tur i marken i bogstaveligste forstand stødte på en hare, som sprang af sædet få meter fra det sted, hvor den i fuld firspring kom løbende, kastede den blot et henkastet blik efter haren. Ingen haglbøsse, ingen chance for at få fat i uldtotten synes hunden logisk at konkludere.

Men senere på dagen løb hunden på et rålam. Hunden smed sig som sædvanlig, men da den erfarede, at det flygtende dyr ikke var en hare som antaget, satte den efter det for fulde sejl.

Efter alt at dømme var den ikke i stand til at konkludere, at den ikke var på jagt.

Blot havde den erfaret, at når bøssen ikke var med, var det nytteløst at løbe efter harerne. Men fordi hunden ikke besidder den logiske sans, kan den ikke slutte sig til, at det heller ikke kan svare sig at løbe efter råvildt.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »