– Forbuddet er ikke faktuel begrundet, hævder norsk skovbrugsorganisation, som har fået klage afvist, da myndighederne fastfolder, at udsætning af svenske gråænder kan skade genetikken i de norske vildænder

Af Redaktionen

Udsatte gråænder, som i 2017 vraltede på besøg i en Rema 1000 butik, har efter alt at dømme fået konsekvenser for hele Norges politik vedr. udsætning af gråænder til jagt

KLIK og læs også: Norge stopper for udsætning af ænder til jagt

De norske myndigheder fastholder nemlig det forbud, som blev udstukket i december 2017.

– Jagt på udsatte gråænder til jagt kan få negative konsekvenser for biodiversiteten, og derfor kan miljømyndighederne ikke give tilladelse til udsætninger, forklarer statssekretær Atle Hamar til NRK.

Norske skovejers organisation, Norskog, som valgte at klage over beslutningen, har dermed fået afvist deres anke, da en ny behandling i Klima- og Miljøministeriet (KLD) har betydet, at forbuddet fastholdes.

Et spørgsmål om biodiversitet

Jagt på opdrættet vildt er meget lidt udbredt i Norge sammenholdt med f.eks. Sverige og Danmark, men for de ejendomme, som har jagt på opdrættet vildt som en del af forretningsgrundlaget, gør forbuddet naturligvis ondt.

– Vi er skuffet over afgørelsen, udtaler Arne Rørå, som er administrerende direktør i Norskog. Rørå mener at afgørelsen er truffet på et ikke faktuelt grundlag.

– Departementet har lagt vægt på Videnskabskomitenens rapport, som i høj grad er basert på antagelser og forventninger – det er meget lidt fakta. Vi havde gerne set, at beslutningen blev taget på et fagligt, solidt og veldokumenteret grundlag, argumenterer han.

Snobjagt og jagt for sjov

Debatten om jagt på udsatte ænder har været fulgt af diverse medier og organisationer.

Norsk Ornitologisk Forening (NOF) og organisationen NOAH glæder sig over forbuddet, da de mener, at ænderne i denne «snobjagt» bliver plaffet ned for sjov blot for at blive kastet i poser til skrald.

Men NOAH’s modstand mod jagtformen rækker videre end det:

– Det er tale om manipulation med naturen, og de ​vilde norske ænder svækkes, når de blander sig med de importerede og opdrættede, svenske ænder, forklarer organisationen overfor NKR

Desuden hævdes det, at udsætning af vildt som levende skydeskiver er uetisk og en overtrædelse af dyrevelfærdsloven.