Har en riffels pibelængde overhovedet nogen praktisk indflydelse på præcisionen? Det satte redaktionen sig for at underkaste en nærmere undersøgelse

Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)

Den bedste præcision i riffelpiber opnås naturligvis i rifler fremstillet med de højeste krav til kvalitet og stramme tolerancer. Men om piben er 40 eller 80 cm, har umiddelbart ingen mærkbar indvirkning på våbnets præcision.

Pibelængde og konstruktion kan dog have nogle sekundære fordele, der, til en vis grad, kan påvirke skudgruppens størrelse.

F.eks. kan vægten af en tung konkurrencepibe virke stabiliserende og dæmpe skyttens rystelser af våbnet. Dette anvendes ikke alene på militær- og politi-finskytte rifler, men også på de typisk amerikanske varmint rifler, der ikke skal bæres i timevis på pürsch samt de civile konkurrencerifler.

Et relativt tykt løb kan også virke dæmpende på selve løbets ”vandslange svingninger”. Længden er derimod ligegyldig, da en pibe svinger ensartet fra skud til skud. Kuglen forlader således altid løbet i det samme ”udsving” og de små afvigelser i Vo, der er fra patron til patron, har ingen praktisk betydning.

Præcision kontra riflens pibelængde

I denne kraftigt overdrevne tegnefilm ses ”vandslange” princippet tydeligt. Bemærk at alle våbnets dele, som skæfte, kikkert, lås og løb, kommer i svingninger.

Pibelængden har naturligvis indflydelse på kuglens Vo, da en længere pibe giver kuglen større ”tilløb” og dermed højere udgangshastighed. Det betyder selvfølgelig en højere Vo fra en 60 cm pibe end en 50 cm pibe, vel at mærke indenfor samme kaliber og patron. Men det har, selv inden for ret vidde grænser i mundingshastigheden, ikke nogen mærkbar betydning.

Tænk blot på kalibre, som .308 og .30-06. Begge kalibre anvender den samme kugle, men har ca. 25 til 30 m/sek forskel i Vo, uden det påvirker præcisionen. Tager vi et kig på forholdet mellem pibens stigning og pibelængde, er der også ret vidde grænser.

Teoretisk passer et riffelløbs stigning kun til én kuglevægt og udgangshastighed, men i praksis klarer f.eks en .308 eller 6,5 mm pibe ret betydelige forskelle i kuglevægt og løbslængde/mundingshastighed.

Jagtrifler til kugler i kaliber .308 har normalt en stigning på 1:10 op til 1:12, hvor den hurtigste stigning 1:10 egner sig bedst til de tunge og langsomme kugler, som f.eks en 13 grams kugle affyret fra en .30-06 eller .300WinMag. 1:12 er bedst til lette og derfor hurtigere kugler, som f.eks. en 8 grams kugle.

Samme stigning

Men stigningens indflydelse på præcisionen i jagtrifler med kuglevægte i mellemværdierne er forsvindende lille og de fleste riffelfabrikanter vælger da også at producere alle deres rifler, der affyrer kugler i kaliber 7,62/7,82 (.300/.308), f.eks. .308Win, .30-06Spr, .300WinMag og .300WSM med den samme stigning.

Dette gøres af hensyn til produktionsomkostningerne, men de forskellige firmaer vælger ikke nødvendigvis den samme stigning. SAKO har f.eks. valgt 1:11 for disse fire kalibre. Ruger har tilsvarende valgt 1:10 for de samme kalibre.

Først ved konstruktion af langdistance finskytterifler vil man give større opmærksomhed til riffelgangsstigningen i forhold til Vo og kuglevægt.

Men giver pibens stigning kuglen for høje omdrejninger per sekund, opstår der en gyroskopisk overkorrektion. Dette resulterer i, at kuglen peger i samme retning under hele kuglebanen. Derfor rammer den målet mere eller mindre sidelæns og giver et nøglehulsformet indgangshul. Får kuglen derimod for lidt omdrejningsfart, bliver den ikke tilstrækkeligt stabiliseret og vælter derfor i luften.

Præcision contra pibelængde

Til venstre ses en typisk overkorrektion/gyroskop virkning grundet for høj rotationshastighed og til højre for lille rotationshastighed, med en kugle der vælter.

Sidevinden

Alt andet lige, har kuglens hastighed dog indflydelse på sidevindsfølsomheden. F.eks forlader Noslers 11,7 gram Partition, affyret i en 61 cm pibe med Normas .308 en Vo på 796 m/sek, hvilket giver en sidevinds afdrift på 200 meters afstand på 107 mm ved en vindstyrke på 5 sekundmeter.

Men den samme kugle affyret fra Normas .30-06, også i en 61 cm pibe, har en Vo på 823 m/sek og sidevindsafdriften, er ved denne højere hastighed nedsat til 102 mm under de samme forhold.

Oprindelsen til ”snakken” om pibelængde og præcision stammer sandsynligvis fra gamle tiders system med at lave det samme våben i en lang version til infanteri og en kortere version til rytteri og artilleri. Her fandt soldaterne hurtigt ud af, at det var lette at ramme med de lange våben. Dette skyldes dog udelukkende afstanden fra forreste til bageste sigtemiddel, da en lille fejl i centreringen af forsigtets korn i bagsigtets kærv, lettere ses og korrigeres i et langt våben.

Så konklusionen må være, at pibelængden, under normale jagtforhold, ikke har en mærkbar indflydelse på riflens fysiske præcision.