banner_985x232_nyvraa

Jakob Boni har nedlagt flere ræve end de fleste og alligevel har har anvendt dem alle. Læs her om hans første ræve og om hvordan han anvender de nedlagte mikler som skind, trofæ og udsmykning af jægerhjemmet    

Af Jakob Boni

Tilbage i starten af 90´erene, 8-9 år gammel, var jeg altid at finde sammen med min far og morfar på diverse fællesjagter. Jeg sugede til mig af viden fra de ældre jægere, men mest spændende dengang, må jeg nok indrømme, var om der blev skudt noget.

Ræven: Det glemte trofæ

Ræve kan opmåles som et et trofæ

Mange ting har ændret sig. En ting går dog igen: Ræven bliver sjældent anvendt som egentlig trofæ.

Jeg husker, at min far altid sagde: ”Du skal ikke røre ved ræven”. Og hvis jeg husker rigtig, så forbandt jeg altid ræven med noget farligt og nok også som et lidt ”ulækkert” dyr.

Her små 25 år senere, 17 år med jagttegn og de sidste 10 år som meget aktiv jæger, har tingene for mit vedkommende ændret sig betydeligt, set med ”ræve-briller”.

De første ræve

Ræven: Det glemte trofæJeg glemmer aldrig min første ræv, eller det er nok nærmere ræve i flertal.

Jeg var endnu engang på jagt med far ude ved fjorden, og denne gang med gevær i hånden !

Jeg fik tildelt en post helt ude ved fjordkanten. Driverne var kun lige gået i gang i det fjerne, da en ræv kommer i let løb ud af det tætte rørskær. Jeg for hævet bøssen og bang; ræven triller og ligger helt stille 15 meter fra mig.

Følelsen af at have ”overrumplet” den snu ræv, som alle de ældre og mere erfarende jægere altid omtalte den, og velvidende at den var leveret i ét skud gjorde, at jeg var klar til ”jagt forbi”. Jeg kunne ikke vente på at vise forsamlingen min ræv.

Imens jeg stod der og nød ræven, og hverken havde fået knækket bøssen, eller sat ny patron i, kommer der endnu en ræv ud præcist samme sted.

Uden at tøve, og uden at tænke over jeg kun havde et skud i haglbøssen, gentog jeg samme sekvens som tidligere, med samme udfald:

Nu lå det to ræve, leveret i to skud. En rævejæger var født!

Jo mere man ved

Selvom jeg dengang ikke kendte nogle der gjorde noget ud af deres skind fra nedlagte ræve, så husker jeg tydeligt, at det første jeg sagde til min far, da jeg stolt viste ham rævene var: “Kan jeg få pelsen fra dem?”

Og som altid uden tøven, kom svaret prompte: ”Selvfølgelig min dreng, det finder vi ud af” og et par måneder senere fik jeg mine 2 debut ræve tilbage, strejfet og garvet.

Ræven: Det glemte trofæ

År senere, og enkelte ræve senere, blev min interesse for ræven kun større og større. Jeg begyndte at bruge meget af min tid i naturen på at finde rævegrave, følge aktivitetsniveauet ved de forskellige grave, samt finde og følge spor i nysne for at lærer rævenes ruter at kende.

For som ved alt andet, jo mere kendskab man har om ting (i dette tilfælde ræven), jo oftere opnår man succes.

Ræven: Det glemte trofæAlle er anvendt

Ser man på min forholdsvis unge alder, har jeg den dag i dag nok skudt flere ræve, end mange jægere gør på et jagtliv. Langt de fleste er skudt med riffel, og mange ved brug af rævekald i vintermånederne.

Jeg nedlægger også gerne 3 til 4 ræve om året med haglgevær. Skal ærligt indrømme, at når jagtlederen på en fællesjagt spørger, hvem der gerne vil have en bagpost, så er jeg ret hurtig til melde mig på banen.

Antallet af ræve ser jeg ikke som vigtigt eller værende en målestok. Det, der for mig er ”sjovt” at tænke på, er at ikke én af de ræve. som jeg har skudt, er gravet ned, smidt i halmfyret eller lign.

Samtlige ræve uden undtagelse er foreviget på den ene eller anden måde.

Ræven: Det glemte trofæ

Nogle er garvet, andre har jeg kun beholdt hovedet af, nogle har jeg kun skåret halen af, mens de rigtige store ræve, er målt op med henblik på medalje. (For mig er en stor ræv, en ræv på +10 kg, selvom det ikke gør ræven pænere, er de 10 kg for mit vedkommende en form for magisk grænse).

Som jeg nævnte i starten med ræven og halmfyret, så ser jeg stadig ofte i forbindelse med fællesjagter, at ræven bliver gravet ned eller smidt i halmfyret.

Dette er naturligvis helt ok, og set ud fra, at ræven ikke er en yndet spise, er det på en måde også forståligt, for hvad skal man med den?

Mulighederne for at få et trofæ, som vil pynte et hvert jægerhjem, samt give et evigt minde, er dog mange indenfor netop ræven. Men jeg har på fornemmelsen, at mange, som skyder en ræv, simpelthen ikke aner, hvad de skal gøre ved den. Hvem kan gøre noget ved den, og kan det overhovedet betale sig?

Skindet: Uanset årstid, kan man altid med succes strejfe og garve en ræv. Strejfe er et andet ord for at pelse, altså tage skindet af ræven. Garve er at behandle skindet, så det kan bevares i mange år, fx til at hænge på væggen, hænge rundt om halsen eller lign.

Ræven: Det glemte trofæ

Pelsen på en ræv er dog pænest mod slutningen af efteråret, når ræven skifter til vinterpels, hårene sidder tættere og pelsen virker derfor mere kraftig, ofte virker farverne på ræven også mere fremhævet.

Har man mod på det, kan man selv strejfe sin ræv, er man bange for at ødelægge skindet og lave fejl, findes der flere steder, hvor man mod betaling kan få det gjort, bl.a. hos landets mange konservatorer. En måde at øve sig på, som jeg selv har gjort megen brug af, er at pelse døde ræve som man finder i trafikken. Ligeledes kan man på nettet finde flere videoer, som viser fremgangsmåden.

Garvning: Selve processen med at garve kan godt være besværlig, der findes anvisninger på nettet på ”gør det selv” garvning, men personligt må jeg indrømme, at jeg oftere ser dårlige skind efter folk selv har forsøgt, end jeg ser flotte skind. Resultatet af forkert garvet skind, ses ofte først et stykke tid efter skindet er garvet. Det dårlige resultatet ses i form af lugt, hårtab, skind der trækker sig sammen eller direkte går i forrådnelse. Jeg vælger at betaler mig fra det, da jeg på denne måde er sikker på et godt resultat.

Halen: Har du ikke mod på, eller lyst til at få hele skindet, kan man nemt skære halen af ræven, og gemme denne som trofæ/minde. Man tager blot sin kniv og skærer den af ved haleroden.

Når man så kommer hjem, tager du en skalpel og lægger et snit hele vejen ned langs haleknoglen og denne trækkes forsigtigt ud.

Fjern fedtrester så godt som muligt, herefter tager du en pose med en liter vand, samt salt og alun, og ligger halen ned i posen.

Her skal halen være i 3-4 dage, træk og vrid gerne i halen uden på posen så ofte som muligt. Dette gør, at halen ikke bliver stiv. Herefter tørres halen ved naturlig varme, og er klar til jagtværelset. Du kan med fordel sy den sammen med alm. sytråd, dér hvor du har lagt snittet.

Hovedet: Vil du have kraniet kogt af, er dette meget taknemligt at arbejde med, da det er svært at gøre noget forkert.

Et rævekranie kan monteres på mange forskellige måder, helt på samme niveau som en buk, hjort og lign.

De ræve, som jeg ikke ønsker at beholde skindet på, tager jeg altid hoved og hale fra.

Når du har skåret hovedet af ræven, smides dette blot i en gryde med kogende vand. Jeg anbefaler på det kraftigste, at man gør det udenfor, da duften ikke altid er den bedste.

Ræven: Det glemte trofæ

Kog hovedet i ca. 45 min. Hiv det op af gryden og skrab kød og fedt væk. Nogle ræve skal koge i op til 2 timer, men det kommer meget an på, hvor meget fedt de har samt hvor gamle de er.

Det kan godt være lidt noget pillearbejde med at få skrabet rent og få hjerne, øjne og lign. ud, men er man ikke sart, er det en meget spændende proces og ikke mindst lærerigt.

Når du har kogt kraniet og fjernet alt kød og lign. smider du det i en skål med brintoverilte. Anvend 35%, som gør at kraniet bliver pænt og hvidt, som man kender det fra bukkeopsatser.

Herefter kan man montere hele kraniet på et stykke træ fundet i skoven eller lign.

Du kan selv ændre position på kraniet, fx om det skal stå med åben eller lukket mund. En anden mulighed er at undlade underkæben og skrue kraniet fast på en plade, og hænge det på væggen som andre opsatser.

Opmåling af rævekranie

Skyder du en ræv, er der mulighed for at få målt denne op og se, om den kan give en medalje.

Ingen ræv skal dømmes på forhånd som værende for ”lille”. Jeg har målt 6 kilos ræve op som fik sølv medalje, og har målt 10 kilos ræve op der lå under bronze, så intet er sikkert.

Opmålingen kan du ligeledes selv gøre, du skal dog til en godkendt opmåler, for at få tildelt en medalje.

Man kan dog give sig selv en idé om hvorvidt der er tale om en medaljeræv eller ej, da det er forholdsvis nemt selv at måle op.

Ræven: Det glemte trofæ

Du tager en skydelærer og måler overkæben (øverste del af kraniet). Her måler du længden fra bagerst af kraniet til fortænderne. Herefter måler du bredden på det bredest sted af kraniet, dette er ved øjenhulerne på ræven.

Måles så vidt muligt med millimeters nøjagtighed. Disse 2 tal lægges blot sammen.

Reglerne for medalje er følgende:

24.00 cm – 24,49 cm giver bronze.
24,50 – 24,99 giver sølv
25.00 cm og der over giver guld

Alt efter om man selv har lyst til at begive sig ud i at eksperimentere med ræven som trofæ, er der en ting som er vigtigt i forbindelse med ovenstående.

Når du kommer hjem med din nedlagt ræv, er det vigtig at den bliver frosset relativt hurtigt.

De fleste ræve, som er skudt med hagl, har fået hagl i maveregionen, og mavesyrer kan hurtigt ødelægge skindet og gøre dette ”surt”, hvilket besværliggør gravningsprocessen.

Derfor altid frys din ræv.

Har du selv strejfet den, er det vigtigt, at du giver skindet salt, hellere for meget end for lidt. Husk godt med salt og herefter i en pose og på frost.

Ræven: Det glemte trofæ

Håber ovenstående har givet nogle mod på at forevige deres næste ræv, på den ene eller anden måde. Jeg har i hvert fald alene i år, set billeder af utrolig mange flotte ræve, der er nedlagt rundt omkring i landet som  fortjener en plads på væggen.

Knæk og bræk.

Jakob Boni