I Danmark optræder sildemågen i hele tre varianter. Umiddelbart kan den let forveksles med svartbagen, som dog er væsentligt større

Af Redaktionen

En dansk sildemåge, forsynet med en radiosender, kunne spores ved hjælp af en satellit. Den nåede på tre et halvt døgn fra Nilens munding til Victoriasøen i hjertet af Afrika, en strækning på imponerende 3.600 kilometer.

Sildemågen er den mindste af vore store måger. Med sin sorte ryg og vinger kan den lettest forveksles med svartbagen, men den er markant mindre end denne og kan kendes på sine gule ben.

Den er lidt mindre og slankere end sølvmågen og tydeligt mørkere end denne. Ungfuglene har helt sort næb. Det er den af vore måger, der færdes længst til havs, hvor den henter en stor del af sin føde. Den iagttages ofte fra skibe, mens den sjældnere ses ind i landet.

Sildemågen yngler i kolonier, ofte i konkurrence med sølvmågen, som kan udkonkurrere den, både på grund af den overlegne størrelse, og fordi sølvmågen som standfugl yngler tidligere.

I Danmark optræder der tre racer. I Østersøen finder man racen L.f. fuscus, der har fløjlssort ryg og vinger.

I de indre danske farvande optræder racen L.f. intermedius, som er matsort som svartbagen, og ved Vestkysten ses også den britiske race L.f. graellsii, der har lysere grå ryg.

Levested

Sildemågen yngler langs kysterne i Vesteuropa med de største bestande i Storbritannien, Holland og Sverige. Den har bredt sig i løbet af det 20. århundrede, bl.a. til Island.

Østpå yngler den langs Hvidehavets kyster og længere østpå i Rusland langs Ishavets kyst. I Finland og Sibirien yngler arten også indlands.

I Danmark er der en meget lille bestand af racen L.f. fuscus på Bornholm og Christiansø, der dog ikke har fået flyvefærdige unger de seneste år. Racen L.f. intermedius yngler i Kattegat med de største kolonier på øerne Anholt, Hirsholmene og Hjelm samt på holme ud for Samsø. I Vestjylland yngler L.f. graellsii eller blandingsformer.

“Ældste registrerede sildemåge i Danmark døde i 2004 på Anholt i en alder af 31 år og 1 måned.”

Sildemågerne trækker sydpå om vinteren ligesom ternerne, fordi de er afhængige af fisk, der i kulden søger ned på havdybder, hvor mågerne ikke kan nå dem.

De forskellige sildemågeracer har forskellige trækmønstre og vinterkvarterer. Således trækker L.f. fuscus i ét stræk over Centraleuropa til Middelhavet, hvor en del overvintrer, mens resten følger Nilen og overvintrer ved Victoriasøen eller ved søerne i Rift Valley.

De øvrige danske sildemåger trækker i flere etaper sydpå langs nordsø- og atlanterhavskysten til den iberiske halvø, hvor en del af bestanden overvintrer, mens resten fortsætter til Vestafrikas kyst. Enkelte eksemplarer af L.f. graellsii ses herhjemme om vinteren i Vestjylland. Det drejer sig muligvis om engelske måger, der i stigende grad er begyndt at overvintre.

Føde

Sildemågen kan spise meget varieret føde fra fisk til andre fugle, mindre pattedyr, bløddyr og insekter, men også planteføde og affald. Hovedparten af føden herhjemme består dog af fisk.

Bestandsudvikling

Sildemågen er først med sikkerhed konstateret som ynglefugl herhjemme fra 1920’erne. Op gennem 30’erne og 40’erne øgedes bestanden kraftigt som følge af fiskeriudviklingen, hvor sildemågen kunne udnytte de øgede mængder af fiskeaffald.

I 50’erne, 60’erne og begyndelsen af 70’erne gik bestanden tilbage, parallelt med at sølvmågerne oplevede en stor fremgang i disse år med den store vækst af åbne lossepladser.

Fra slutningen af 70’erne oprettedes en del ø-reservater med adgangsforbud i ynglesæsonen. Det bevirkede, at ynglebestanden igen gik frem, også støttet af bekæmpelsen af sølvmågerne fra midten af 70’erne.

Østersøbestanden er derimod blevet voldsomt reduceret i de seneste årtier, bl.a. som følge af DDT-forgiftning i vinterkvarteret i Østafrika, der bevirker, at afkommet ikke er levedygtigt.

Sådan er sildemågen beskyttet

Fredet.

Kilde: dof.dk

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »